Fuldbyrdet drab: 12 års fængsel. To drabsforsøg: 20 år, når udført af en person med banderelationer.

Sådan tegner retstilstanden sig efter en dom afsagt for nogle dage siden af Københavns Byret i en sag om skyderi på Nørrebro, hvor to helt sagesløse, forbipasserende blev ramt af pistolskud. Dommen er anket til Østre Landsret, så det endelige resultat kendes ikke. Straffen er udmålt efter en helt ny bestemmelse i straffeloven om, at der kan ske fordobling af en straf, når den pådømte handling er udført af en person med banderelationer, når et bandeopgør er i gang.

Når ikke engang dødsstraf kan afholde folk fra at begå drab, er der grænser for afskrækkelseseffekten af strafskærpelser.

Et lands straffelov er normalt præget af stabilitet og "konservatisme", hvor det hele sådan set går ud på at regulere borgernes adfærd.

Optimalt forstår vi alle sammen, at det er både i samfundets interesse og bedst for andres og vores eget velfærd at holde os inden for de afstukne rammer. Og hvis ikke vi uden videre kan indse fornuften i det, så må vi forvente at blive draget til ansvar og straffet.

Denne helt grundlæggende samfundsfunktion opfylder en straffelov bedst, hvis den i almindelighed anses for og opleves som "retfærdig". Ikke alene skal de skyldige afsløres og straffes, men det skal også ske, så de alvorligste forbrydelser straffes strengest.

Det lyder let, men kan være svært. Er personfarlig kriminalitet for eksempel altid alvorligere end økonomisk kriminalitet? Er overgreb på børn altid mere strafværdige end på voksne? Er fuldbyrdede drab altid mere strafværdige end drabsforsøg?

Her i landet har vi en lang tradition for at lade fagudvalg gennemarbejde de overordnede og problemer på området, så lovgivningen, der jo vedtages af Folketinget, løbende kan leve op til de høje krav, som retsfølelsen og behovet for retfærdighed indebærer.

Det bliver bestemt ikke lettere, når der også skal tages højde for forebyggelse af kriminalitet og resocialisering af de dømte.

Men den slags bestræbelser har kun sjældent været fremherskende i Folketinget og hos skiftende regeringer de seneste 10-15 år. Med få undtagelser har lovgivningsindsatsen på området været præget af stramninger og strafskærpelser. Oftest stykkevist og delt ud fra partipolitisk prægede ønsker og som led i den udbredte "signalpolitik" uden det nøgterne, faglige overblik der, som oven for beskrevet, kunne sikre blandt andet også "tværgående" retfærdighed. 

Én ting må imidlertid stå fast: Når ikke engang den ultimative straf, dødsstraffen, kan afholde folk fra at begå drab, er der grænser for afskrækkelseseffekten af strafskærpelser.

Men – lyder indvendingen – bandekrigen rasede. Regering og folketing var nødt til at agere, derfor denne lovændring om at kunne fordoble en forskyldt straf.

Det er imidlertid en falsk problemstilling. Bandekrigens skyderier blev stoppet, men det var ved forældrenes foranstaltning. Da de langt om længe tog fat i deres egne sønner og levede op til deres ansvar, hørte skyderierne op.

Så "aliibiet" holder ikke, og ansvaret for den fejlslagne politik og dens langtrækkende konsekvenser hviler centnertungt på alle "signalpolitikerne".