Blandt de problemer, som forhandlingerne om frihandelsaftalen mellem EU og USA giver anledning til, er det vigtigt se nærmere på de retssikkerhedsmæssige spørgsmål.

En central del vil være oprettelsen af fælles tribunaler, det vil sige en slags voldgiftsretter, som skal træffe afgørelser i tilfælde af konflikter mellem en eller flere deltagerstater på den ene side og typisk store multinationale selskaber på den anden side. 

Det officielle amerikanske pres for den foreslåede tribunalløsning, virker så opportunistisk, at det grænser til hykleri.

Det vil dreje sig om påstande fra investorer om, at den ene eller den anden stat ved nye lovindgreb eller anden regulering reducerer overskud og andet udbytte af foretagne investeringer. Angiveligt drejer det sig om at etablere en effektiv form for investorbeskyttelse til fremme af den økonomiske udvikling.

Men dykker man bare lidt dybere ned i materien, åbner der sig en række alvorlige perspektiver. I de voksende protester, som præger flere vesteuropæiske lande, herunder blandt andet Frankrig, Tyskland og England, peger man på risiko for pres på især miljøbeskyttelsen og det fagretlige 

Sådan set er selve den problemstilling ikke ny, men ganske traditionel. 

Men helt ny er imidlertid ideen om, at konflikter, ja helt konkrete tvister skal løftes ud at det normale nationale system og over i et voldgiftssystem, hvor så at sige private kredse i stedet for statslige domstole, med garantier for uvildighed, uafsættelighed og to i fuld offentlighed stridende parter, skal træffe afgørelse bag lukkede døre.

Hermed ikke være sagt, at internationale retsinstanser er noget, der bør advares i mod, og som bør undgås. Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og nogle af FN’s særkomitéer må efter min opfattelse vurderes som af helt afgørende betydning for det enkelte individs beskyttelse og tryghed også i forholdet til en stærk statsmagt. Og Den internationale Straffedomstol i Haag holder (en vis) justits i forhold til diktatorer, krigsforbrydere og andre "statsmænd", ikke kun efterfølgende, når de er afsat, men af en vis forebyggende karakter.

I den sammenhæng virker det officielle amerikanske pres for den foreslåede tribunalløsning, der altså løfter konfliktløsning ud af nationale sammenhænge, så opportunistisk, at det grænser til hykleri. Realiteten er nemlig, at USA har taget forbehold, så ingen amerikansk statsborger vil kunne stilles for Straffedomstolen i Haag tiltalt for eksempelvis krigsforbrydelser eller andre forbrydelser mod menneskeheden.

Dette pres fik sig i øvrigt en ordentlig tak opad, da præsident Obama her for nogle dage siden var i London, og dér talte indtrængende imod BREXIT. Et af hans argumenter var, at hvis England forlod EU, ville landet være nødt til at stille sig bagest i køen for at komne med i TTIP.

Da Obama et par dage efter besøgte Tyskland, overbeviste de omfattende demonstrationer mod friandelsaftalen ham formentligt om, at hans trussel i London kunne virke som et løfte til det engelske folk…!

Men lad os nu se at komme i gang også her i Danmark med diskussionen om sigtet for og konsekvenserne af TTIP-forslaget.