Så slap vi da af med ham… Pind røg som justitsminister efter gang på gang at have ladet hånt om grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling. Han blandede sig som repræsentant for den udøvende magt, det vil sige regering, politi og anklagemyndighed, ofte i verserende sager for domstolene. Der røg såmænd også diverse paragraffer i retsplejeloven med i købet.

Og blandt andet ved ubændig brug af de sociale medier brød han også med det princip om decorum officiale, der kræver respekt og værdighed over for det offentlige hverv, man er sat til at bestride.

Der er dele af kriminaliteten her i Danmark, som blomstrer på grund af uhensigtsmæssig lovgivning.

Man kunne jo håbe på, at det var statsministerens bekenden sig til også denne del af den demokratiske struktur, der havde været udslagsgivende. Men det er desværre nok at overfortolke. Det forlyder i hvert fald, at der var et brændende konservativt ønske om at overtage justitsministerposten. Trods partiets traumatiske erfaringer med den: Ninn-Hansen og Tamil-sagen og senere daværende partiformand Lene Espersens fatale nedtur.

Den forhåbning, der kunne melde sig, er, at Pape i lyset af egne personlige erfaringer om, hvordan det er at tilhøre et mindretal, som hos dele af befolkningen ikke er velset, ønsker at være justitsminister for bedre at kunne arbejde for tolerance og omtanke i lovgivningen og i retsudøvelsen.

Der er dele af kriminaliteten her i Danmark, som blomstrer på grund af uhensigtsmæssig lovgivning. For eksempel ville hashmarkedet, den organiserede illegale handel og al følgekriminaliteten, have et helt andet, langt mere beskedent omfang, hvis der fandt en legalisering med tilhørende regulering sted. Husk bare forbudstiden og gangstervældet i USA, og hvor det hjalp, da salg og forbrug af alkohol igen blev gjort lovlig.

Også her i Danmark har vi gjort tilsvarende erfaringer, for eksempel da udøvelse af homoseksualitet op gennem 1950’erne og 1960’erne ikke længere var strafbar. Hele det betændte kriminelle miljø med trækkerdrenge, voldelige overfald og drab, skyggetilværelser, løgn, forstillelse og hykleri (ikke mindst i borgerskabet!) blev langsomt, men sikkert normaliseret. Det holdt hårdt, for der var mange kræfter, deriblandt de konservative, som også den gang stod for en strammerlinje med krav om strengere straffe – også på lige præcist dét område.

Den positive udvikling skete derfor ikke uden politiske sværdslag. Så sent som i 1980’erne var jeg såmænd den eneste af Venstres folketingsmedlemmer, som turde fastholde krav om fjernelse af den resterende forskelsbehandling. Bestemt ikke på grund af egen personlig situation, men af principielle hensyn! Det fik jeg lørdag den 26. juni 1982 Forbundet af 1948’s pris for.

Hvad kriminalitet i almindelighed angår, kan man ikke bare uden videre drage direkte paralleller. Men der er ikke desto mindre den sandhed i det, at forebyggelse, omtanke og tolerance er mere befordrende for bekæmpelse af kriminalitet end fordømmelse, eksklusion og stadigt strengere straffe.