Højesterets frifindelse af Dansk Folkeparti i sidste uge i den private straffesag om statsborgerskabsannoncen ligger sådan set i forlængelse af hidtidig praksis.

Som det står lige nu, er vi milevidt fra det optimale, hvor ytringsfriheden tjener til at fremme og styrke svage grupper i samfundet over for myndigheder og andre magthavere.

Sådan set. For det er jo ikke nyt, at der gælder en endog udvidet ytringsfrihed i den politiske debat.  Det er et godt, gammelt princip, der skal tilgodese demokrati og forskellighed.

Men det er nyt – og ubehageligt – at også helt sagesløse personer, der ikke selv er aktører i debatten, blot skal affinde sig med at blive taget som gidsel af en eller flere deltagere i den politiske debat.

Her tænker jeg naturligvis på de mange hundrede personer, som med navns nævnelse figurerede i annoncen, ene og alene fordi de, helt efter reglerne, havde fået bevilget dansk statsborgerskab. De var alle sammen uskyldige ofre i den ophidsede politiske kamp om udlændinge- og integrationspolitikken, også den ene enkelte af dem, der, uden i annoncen at blive udpeget direkte, efter DF’s opfattelse var "potentiel terrorist". En grov beskyldning, der i øvrigt strider mod princippet om, at man er  uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Trods flere vidneudsagn i de to første retsinstanser, byretten og landsretten, om hvilke personlige ubehageligheder og det, der var værre, denne offentlige udhængning havde ført til, vurderede Højesteret, at der ikke var tilstrækkeligt konkret grundlag for at statuere, at annoncen havde truet eller på anden måde krænket de opregnede personer i et sådant omfang, at hensynet til en fri politisk debat skulle vige.

Her synes jeg ærligt talt, at hensynet til den frie politiske debat overfortolkes. Debatten står og falder ikke med adgangen til at købe sig til publicering af den slags annoncer. Intet afskar DF eller andre partier fra frit i folketingssalen og på anden vis i al offentlighed at udtrykke deres mening om betingelserne for at få statsborgerskab, fortolkningen og anvendelsen af dem samt fremsætte lovforslag og så videre. Annoncen var ganske enkelt et PR-stunt, der ved sin heldigvis usædvanlige og opsigtsvækkende pågåenhed skulle skabe opmærksomhed om DF’s holdninger til spørgsmålet.

Med dommen er der skabt en farlig tendens til, at ytringsfriheden er til for de ressourcestærke og veletablerede, der i forvejen har masser af ytringsadgang og også rigelige midler og uden hensyntagen til, hvem der bliver hængt ud og dermed taget som gidsler i den politiske kamp.

Sagsøgerne har nu seks måneder til at indbringe dommen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som forhåbentligt vil dømme Danmark for krænkelse af menneskerettighederne.

Men som det står lige nu, er vi milevidt fra det optimale, hvor ytringsfriheden tjener til at fremme og styrke svage grupper i samfundet over for myndigheder og andre magthavere.