Finansloven blev en tynd kop te. De væsentligste spørgsmål for fagbevægelsens medlemmer forblev uløste.

Det blev til en meget midlertidig løsning for nogle af de arbejdsløse, der har opbrugt deres dagpengeret og dermed mister deres dagpenge efter nytår. Men de væsentligste krav fra fagbevægelsen om at rulle dagpengeforringelserne tilbage blev ikke indfriet.

Det er fint med øget indsats mod løndumping, flere uddannelsespladser til de unge og mere hjælp til de mest udsatte. Men finanslovsaftalen viger uden om de væsentligste spørgsmål om dagpengesystemet.

Forringelserne truer den danske model, og problemet med de udfaldstruede bliver blot skubbet foran os. Det problem går ikke væk, tværtimod vil det vokse, så længe arbejdspladserne ikke er der.

Det er ikke økonomien, det skorter på. Danmark har en af Europas stærkeste økonomier. Så hvis viljen var der, kunne vi  finde holdbare løsninger, for vi har bedre råd end de fleste i Europa. Derfor er der ikke noget økonomisk begrundet afsæt for at tørre problemerne af på de arbejdsløse. Det er ganske enkelt uanstændigt.

De politikere, der ville komme fagbevægelsens krav i møde, kunne ikke, og de, der kunne, ville ikke. De radikale mandater tæller åbenbart mere end de tre arbejderpartiers folketingsgrupper tilsammen. S og SF's klamren sig til et regeringsgrundlag er åbenbart vigtigere end at tage afsæt i en ændret virkelighed.

Det har ellers ikke skortet på opfordringer fra en samlet fagbevægelse om at tage problemerne alvorligt. Men svaret har været, at der er fundet en "tilstrækkelig og dækkende løsning”, som finansminister Bjarne Corydon så smagfuldt har udtrykt det efter et par akutpakker, som ikke løser noget som helst.

I realiteten har finanslovsforløbet været en total ydmygelse af fagbevægelsen, som har været holdt totalt uden for indflydelse, når det gælder et så afgørende element i den danske model. De har fjernet sikkerheden, så der nu kun er fleksibilitet tilbage i flexicurity-modellen.

Det kan være, politikerne ikke forstår det, men der er tale om en nødsituation, som ikke kun handler om de menneskelige omkostninger ved at sende 30.000 ud af dagpengesystemet. Forringelserne er den største trussel mod den danske model, vi har set i årtier.

Derfor må vi i fagbevægelsen diskutere, hvordan vi kan råbe politikerne op. Bønner og gode ønsker gør det tydeligvis ikke, er vi nu belært om. Men det er helt nødvendigt at få løst problemet med et dagpengesystem, som hverken er tilstrækkeligt eller dækkende med den arbejdsløshed, vi har.

Politikerne vil ikke forsvare den danske model, derfor må fagbevægelsen forsvare den alene. 

Og der er ingen anden vej end at involvere hele fagbevægelsen og rejse en storm for kravet om en anstændig behandling af de udfaldstruede. Tiden kalder på en reform af dagpengesystemet, som genindfører ”security” på arbejdsmarkedet.