Overenskomstforhandlingerne er muligvis inde i en slutfase på industriens område. Men vanen tro, så ved vi ikke meget om, hvad de lægger arm om omkring bordet. Topforhandlernes debatmøder rundt om i landet har ikke løftet sløret.

Derfor er det værd at minde vores forhandlere om, at der er meget at komme efter denne gang. Efter otte års finanskrise sætter profitterne nu rekord, produktiviteten er i top - og lønnens andel af resultatet er i bund.

Det er altså tid, at vores medlemmer får deres luns af de gode resultater, de har skabt.

Arbejdsgiverne har selvfølgelig forsøgt at tørre den tilfredse mine af og advaret mod at "sætte det hele over styr", men det er altså tid, at vores medlemmer får deres luns af de gode resultater, de har skabt.

Det er ikke mærkeligt, at fagbevægelsens medlemmer nu vil se resultater, og det er ikke nok at henvise til, at vi har holdt skindet på næsen, så reallønnen ikke er faldet. Det skyldes en rekordlav inflation, og vi kan selvfølgelig ikke bygge en overenskomst på, at det fortsætter.

Så vi har alle kort på hænderne til, at fagbevægelsen igen kommer i offensiven og henter resultater, som kan mærkes.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi denne gang formår at komme samlet i mål. Det går ikke, at vi en gang til efterlader grupper som malerne eller blikkenslagerne på bagperronen. De faggrupper, der har social dumping tættest inde på livet, skal ikke stå alene tilbage med deres krav om kædeansvar og betragtelige løft af timelønnen. Vi må holde fast i, at vi skal have ordentlige resultater for alle. Danske virksomheder skal ikke slippe afsted med at udlicitere løndumping til underleverandører. Det kan OK17 bidrage til at stoppe.

De gode "rammebetingelser" for overenskomsten skal bruges til at kompensere for nogen af de værste ulykker, som politikerne har afstedkommet det sidste år: Smadringen af efterlønnen, forringelserne af dagpengesystemet, den bebudede forhøjelse af pensionsalderen! Det klarer vi ikke i et hug, men overenskomsten skal bruges til at sikre ordninger, som kan sikre tryggere vilkår både for de ældre kolleger og bedre fratrædelsesordninger for dem, som får en fyreseddel.

Når det gælder de ældre medarbejdere, som "alle" gerne vil se blive længere, så er det ikke nok med lidt ekstra selvbetalte fridage. Vi har brug for robuste arbejdsgiverbetalte seniorordninger.

Hvis fagbevægelsen skal bevare sin (selv)respekt, så skal OK17 samlet set rykke alvorligt på balancen mellem løn og profit.

Men det er også på tide at markere, at medlemskabet af en overenskomstbærende fagforening gør en forskel. Kravet om aftaler, som eksklusivt kommer LO-medlemmerne til gode, er rejst af flere fagforeninger blandt andet Dansk Metal Horsens.

OK17 bør lægge de første spirer til kollektive fonde, som er forbeholdt medlemmerne af LO-forbundene. Fonde som både kan finansiere seniorordninger og bredere sociale formål, men forbeholdt dem, som har betalt til kampen for at opnå og vedligeholde de kollektive overenskomster.