Spirende optimisme…det er et udtryk, vi af og til støder på, når medierne taler med erhvervsfolk.

Men hvorfor må andre almindelige lønmodtagere ikke få lov at dele den spirende optimisme?

Den politik, regeringen og flertallet i Folketinget fører, er som taget ud af liberalismens grundkogebog

Det er svært at finde den frem, når budskaberne lyder:

Ingen plads til lønstigninger, så går det ud over konkurrenceevnen.

Ingen dagpenge efter to år som arbejdsløs. Find dig et arbejde, ellers er det ud over kanten som 60.000 andre danskere før dig. Ingen forsørgelse, før du selv har fundet et job og beholdt det i et år.

Der er godt nok langt fra den tryghed, velfærdssamfundet skabte, og virkeligheden. Der eksisterer ikke længere den tryghed, som betyder, at vi godt tør bruge de penge, vi har, selv om vi i en periode står uden arbejde.

I dag er der ingen, der tør bruge noget som helst. Ikke engang de mennesker, der er i arbejde, for sæt nu de bliver fyret. Almindelige lønmodtagere må finde sig i at gå baglæns i realløn, for ellers kommer de store, stygge østarbejdere og ta’r jobbene. Det siger og udnytter arbejdsgiverne, og det siger politikerne på Christiansborg – i hvert fald de fleste af dem.

Optimismen slår kun for alvor igennem, når direktørerne i både den offentlige sektor og det private erhvervsliv peger på sig selv som helte og bevilger sig en klækkelig lønforhøjelse, fordi det er lykkedes dem at holde lønningerne i ave, produktiviteten i top og omkostningerne i bund.

Det er i den kategori, vi finder de virkelige optimister, og det kan jeg da godt forstå. Jeg ville også blive optimist, hvis jeg fik 20 pct. i lønstigning, og det samme ville mine kolleger rundt om på virksomhederne.

Og man kan jo stille spørgsmålet: Er det ved at spare, skære, true og straffe, vi skaber ny vækst?

Det har jeg lidt svært ved at forstå.

Med mindre man synes, vækst er noget, kun de rige skal opleve.

Med mindre man synes, forskellene skal være større i det danske samfund, som en Venstre-politiker kom for skade at sige det for nogle år siden.

Lige nu er der ingen, der tør sige det direkte. Men den politik, regeringen og flertallet i Folketinget fører, er som taget ud af liberalismens grundkogebog:

Skattelettelser til de rige, fyringstrusler til de ansatte, pisk til de arbejdsløse.

Så kan de lære det, kan de.

Der er to krav, vi som almindelige lønmodtagere bør stille:

Ret til dagpenge, når det ikke er muligt at skaffe sig et job.

Ret til at kræve en ordentlig løn for et ordentligt arbejde.

Det er nemlig vejen til vækst for os allesammen og ikke kun for de udvalgte.