20 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Grøn omstilling eller grønne profitter?

Blogs

Carl-Aage Jensen
Civiløkonom og marxist
Uddannet murer, ingeniør og civiløkonom. Har gennem mere end 30 år været aktiv i den kommunistiske bevægelse, specielt i forhold til økonomi.
Blogindlæg af Carl-Aage Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Lørdag, 05. oktober, 2019, 07:00:35

Grøn omstilling eller grønne profitter?

Blandt de politiske betingelser fremhæves det, at "rammebetingelser og regulering understøtter grøn omstilling og gør grønne investeringer relativt attraktive".

"Danmark rykker ind i en anden liga globalt".

Sådan proklamerede statsminister Mette Frederiksen i forbindelse med, at hun for nylig i FN-regi lancerede regeringens målsætning om en reduktion af Danmarks CO2-udslip med 70 procent, og hun samtidig kunne oplyse, at Pension og Forsikring ville investere 350 milliarder kroner frem mod 2030 i grøn omstilling.

Når vi passerer 1. april, har Danmark reelt forbrugt sin andel af Jordens ressourcer for det år, hvis de var ligeligt fordelt.

Pension & Forsikring, P & F, er brancheforening for danske arbejdsmarkedspensioner, og foreningens medlemmer forvalter mere end 3100 milliarder kroner eller cirka halvanden gang værdien af den samlede årlige produktion i Danmark.

Førertrøjen

Entusiasmen var efterfølgende stor i de danske dagblade, der udråbte Danmark og dermed regeringen til at have taget førertrøjen i den grønne omstilling. Spørgsmålet er blot, hvor meget grøn omstilling der reelt er i pensionskassernes investeringsplan, og hvor meget af den der bliver investeret i Danmark.

P & F har i forvejen investeret 126 milliarder kroner i det, de selv kalder grønne aktiver, hvoraf cirka halvdelen er investeret i udlandet. De danske investeringer indbefatter samtidig, at pensionskasserne har købt aktier for 32 milliarder kroner i Ørsted og Vestas af andre aktionærer, hvilket betyder, at de to firmaer ikke har fået tilført ny kapital til grønne satsninger i den forbindelse.

P & F har allerede sagt, at også en del af de 350 milliarder vil blive investeret i såkaldte grønne projekter i udlandet, og de er dermed heller ikke med til at sikre en grøn omstilling i Danmark.

På deres hjemmeside indrømmer F & P samtidig, at ”der endnu ikke findes en præcis vedtaget definition af grønne aktiver”.

Fornuftige afkast

En af landets største pensionskasser, PensionDanmark, oplyser, at deres investeringer fordeler sig med cirka 40 procent i eksisterende aktier, 20 procent hvor de direkte investerer i nye grønne projekter, og de sidste 40 procent i såkaldte sikre papirer.

Brancheforeningen gør opmærksom på, at bevillingen på de 350 milliarder er betinget af, "at de markedsmæssige, politiske og selskabsspecifikke omstændigheder ikke afviger væsentligt fra den antagede fremtidige udvikling".

P & F uddyber, hvad der ligger i den formulering. Blandt de markedsspecifikke betingelser fremhæver P & F, “at der i 2030 eksisterer grønne investeringer, som giver fornuftige afkast”.

Blandt de politiske betingelser fremhæves det, at "rammebetingelser og regulering understøtter grøn omstilling og gør grønne investeringer relativt attraktive".

Med andre ord vil pensionskasserne kun være med til grønne investeringer, hvis de kan tjene penge på dem, og de samtidig får visse garantier fra det politiske miljø.

Alligevel udtaler statsministeren, at hun ikke kan forestille sig, at Danmark kan klare den grønne omstilling uden dette såkaldte løft fra pensionskasserne.

Udskudt skat

Dermed overser statsministeren helt det faktum, at 40 procent af den samlede pensionsformue i P & F på over 3100 milliarder reelt er udskudt skat, ligesom det også er tilfældet med de årlige indbetalinger på cirka 100 milliarder til pensionskasserne generelt.

Det betyder faktisk, at staten alene i P & F har et tilgodehavende på 1240 milliarder kroner, samt at de hvert år lader 40 milliarder skattekroner blive i pensionskasserne til finansielle investeringer verden over i stedet for selv at investere dem i en reel grøn omstilling i Danmark.

Og der er brug for en omfattende grøn omstilling i Danmark. Målet om en reduktion på 70 procent dækker kun produktionen i Danmark, men vores forbrug i Danmark udsender mere end dobbelt så meget drivhusgas, hvilket vi ikke er alene om.

Når der ses på forbruget, udsender de rigeste 10 procent af verdens befolkning cirka halvdelen af de samlede drivhusgasser. De rigeste én procent udsender mere end de fattigste 50 procent.

Når vi passerer 1. april, har Danmark reelt forbrugt sin andel af Jordens ressourcer for det år, hvis de var ligeligt fordelt. Så der er et klart behov for en omstilling til en bæredygtig udvikling i Danmark, som ikke klares med grønne investeringer i udlandet.