01 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kan vi stole på domstolenes sagsbehandling? Del 2

Blogs

Christian F. Jensen
Advokat
Født i 1981 Cand.jur. fra Københavns Universitet i 2008. Har specialiseret sig i især menneskeret og socialret og arbejder til daglig blandt andet med at sikre syge borgere ret til førtidspension.
Blogindlæg af Christian F. Jensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Søndag, 20. oktober, 2019, 07:00:35

Kan vi stole på domstolenes sagsbehandling? Del 2

Jeg har desværre flere gange oplevet en ligegyldighed og respektløshed overfor borgere, der fører sager imod en offentlig myndighed i Danmark.

Det første møde med Højesteret var for mig som tilhører til en offentlig civil retssag (altså ikke en straffesag). Mens jeg studerede, ønskede jeg at få en fornemmelse af, hvordan retshandlinger ved de forskellige instanser fungerede i praksis.

Hvad er det for en kultur, der hos dommerpanelet fører til, at ingen reagerer, når en dommer sover under en hovedforhandling? 

Det var en socialretlig sag, hvor en borger var oppe imod en offentlig myndighed. Borgeren var taget hertil fra det land, hvor han boede på grund af sit helbred, forstod jeg på hans advokats første indlæg. Selvom han ikke havde pligt til at være til stede, var han rejst helt hertil, formentlig for egen lomme, for at overvære retshandlingen i sidste, nationale instans i en sag, der nok har haft meget stor betydning for ham.

Et stykke tid inde i hovedforhandlingen begynder én af højesteretsdommerne langsomt at glide ned i sit sæde. Hans øjne er lukkede og hovedet bøjet forover.

Lidt senere er han gledet så langt ned til siden, at hans kappe står halvt åben og hænger ved albuen.

Dommernes rolle

Så vidt jeg husker var det en sag med fem dommere. De andre reagerer ikke på, at deres kollega synligt sidder at sover, mens advokaten for borgeren argumenterer for, hvorfor hans klient skal have ret, og myndighedens afgørelse ikke skal stå ved magt. Hverken borgerens eller myndighedens advokat gør noget.

Scenen udspiller sig helt frem til pausen.

Det er vigtigt, at hele dommerpanelet hører, hvad begge parters advokater siger til støtte for deres klienters sag. Hvordan skal den enkelte dommer ellers være sikker på, at hun eller han har hørt og forstået begge siders standpunkter, således som de præsenteres og uddybes?

Her er det ikke tilstrækkeligt at forlade sig på kollegernes indtryk, og hvad de har fæstnet sig ved. Det kunne jo være, at den sovende dommer havde fundet helt andre argumenter i sagen mere tungtvejende. Det kunne være, at hun eller han blev den afgørende stemme i en dom med dissens.

Der er også gode grunde til, at der deltager mere end én dommer i sager for landsretterne og Højesteret, og nogle gange endda også i byretterne. Det vil forventeligt øge kvaliteten af afgørelserne, at flere har været inde over. Det mindsker faren for, at vigtige aspekter overses, og bidrager til at kvalificere grundlaget for en sags udfald og begrundelserne herfor.

Respektløshed

Hvad er det for en kultur, der hos dommerpanelet fører til, at ingen reagerer, når en dommer sover under en hovedforhandling? Hvorfor sagde borgerens advokat ikke fra?

Den enkelte oplevelse er anekdotisk. Men ikke kun. Den vidner utvivlsomt om andet og mere. Efter min opfattelse vidner den også om en ligegyldighed og respektløshed, jeg desværre har set udvist mange gange overfor borgere, der fører sager imod en offentlig myndighed i Danmark.

Sager, der for både borgere og myndigheder kan have meget stor betydning, og for borgernes vedkommende kan ændre deres livsvilkår væsentligt. Ikke mindst i socialretlige sager, der ofte berører forholdene for nogle af samfundets svageste, som er dybt afhængige af, at vore myndigheder er velfungerende og respekterer borgernes rettigheder – også når det koster.