Et retsopgør efter irakkrigens katastrofer er en civilisatorisk nødvendighed. Om verden kan få et sådant, bliver i disse måneder prøvestenen på vor vestlige såkaldte civilisation. Det er retspolitik i den mest forstærkede variant: Gælder de regler, som skulle være den ypperste pryd for det borgerlige demokrati?

Den borgerlige retsstat er på prøve. Magter Vestens eget system at gøre op med egne krigsforbrydelser?

Der foreligger med den britiske Chilcot-rapport nu et solidt grundlag for at rejse ansvarssager ved de pågældende rigsretter både i UK og i DK, men alligevel – stik imod grundlæggende borgerligere idealer om retssamfund – forsøger de ansvarlige med hjælp fra deres politiske støtter i medieverden og andre steder at undvige.

Et karakteristisk eksempel, blandt mange, er en leder i Børsen den 12. juli, der er forsynet med overskriften "Overlad Irak-krigen til historikerne". Dette vil ske på et tidspunkt, men forinden er det nødvendigt med fair domstolsbehandlinger, hvis gennemførelse er et kernepunkt i vor civilisation. 

Siden den franske revolution og indførelsen af borgerlige demokratiske, frie forfatninger, først i USA og siden i den øvrige vestlige verden, har det været elementært, at heller ikke politikere falder indenfor området af det ansvarsfri.

Som advokater for sagsøgerne, anlagde Bjørn Elmquist og jeg i 2005 sag ved domstolene i Danmark for at få fastslået, at den danske deltagelse i angrebskrig mod Irak var ulovlig. Den strider mod grundloven, der forudsætter overholdelse af international lov - her FN-pagten.

Anders Fogh Rasmussen (i en sådan sag er det statsministeren, der skal sagsøges, selvom det er Folketinget der beslutter) påberåbte sig straks og i årene herefter Folketingsbeslutning B118 med udenrigsminister Peter Stig Møllers skrevne bemærkninger, der udgør fem sider.

Enhver, der læser denne tekst, kan se, at det gentagne gange udtrykkeligt er anført, at formålet med at deltage i krigen var "…at sikre tilintetgørelse af Iraks masseødelæggelsesvåben." Udtrykket forekommer i den relativt korte tekst i alt tolv gange. Dette var fulgt op med Anders Fogh Rasmussens offentlige bemærkninger om, "…at Irak har masseødelæggelsesvåben er ikke noget vi tror, det er noget vi ved."

Højesteret, der i marts 2010 afviste sagen, tog stilling ud fra B118. At de krigs-katastrofeansvarlige nu i disse dage efter den britiske Chilcot-rapport forsøger at fjerne sig fra ansvaret ved at hævde, at begrundelsen i Danmark var en anden, er endnu en horribel usandhed under flugten fra ansvaret. Lever vi i et demokrati og et retssamfund kan dette ikke blive sagens endelige udfald.

Det må være et brydende civilisatorisk krav, at offentlige magthavere ikke er ansvarsfri. Ikke alene af hensyn til ofrene for de ødelæggelser, de skyldige har forårsaget, men også af hensyn til vor mulighed for at lære af det skete.

Erfaringerne fra Nürnberg-domstolene og andre processer er, at det har meget væsentlig betydning for vore samfund at få sandheden frem, og at dette sker bedst indenfor de retssikkerhedsmæssige rammer, som netop domstolene muliggør.

Den borgerlige retsstat er på prøve. Magter Vestens eget system at gøre op med egne krigsforbrydelser?