Rigsretten som permanent domstol
Blogs
Rigsretten som permanent domstol
Der er hårdt brug for Rigsretten, selvom dens område som forfatningsdomstol er for snævert. Det er tegn på de politiske magthaveres despekt for demokrati og retsstat.
Folketinget besluttede den 2. februar at stille Inger Støjberg for Rigsretten.
I ugerne op til den beslutning blev truffet, var befolkningen af politikere og den største del af pressen underholdt med, at Rigsretten nærmest er noget kuriøst, og at det er 28 år siden, at den sidst kom i funktion i Tamil-sagen mod Ninn-Hansen.
Viljen hos udøvere af statsmagt til at undgå ansvar har for det meste et let spil.
Ingen kan med sandheden i behold hævde, at der ikke har været brug for at gøre ansvar gældende overfor de mange ministre, som igennem næsten tre årtier har løjet overfor Folketinget og truffet beslutninger som chefer for deres ressortområder indenfor den udøvende magt.
Andre burde ikke gå fri
Ud over Ninn-Hansen-sagen og nu Støjberg-sagen har landet været plaget af et tocifret antal sager, hvor statsministre og andre ministre ikke burde være gået fri. Tænk bare på eksempelvis misrøgten af Skatteministeriet, Danmarks deltagelse i det ulovlige angreb og ødelæggelse af Irak, Statsløsesagen, Irak-tortursagen om Operation Green Desert og så videre og så videre.
Hvorfor har det været tilladt, at de ansvarlige er gået helt fri? Svaret herpå er, at den domstolskontrol ved den udøvende og lovgivende magt, som det danske folk på papiret fik, da enevældet blev afskaffet i 1849, i det væsentligste findes kun af navn, men ikke af gavn. Dette er ikke noget tilfælde: Viljen hos udøvere af statsmagt til at undgå ansvar har for det meste et let spil, og dette hjælpes af, at enhver form for effektivt domstolstjek forsøges modvirket ved et helt katalog af metoder.
Når Ninn-Hansen og Støjberg kommer for Rigsretten, skyldes det ikke blot grovheden ved deres ulovlige handlinger, men også egen stædighed og tilfældigheder i det politiske spil. Sagernes gennemførelse må man hilse med tilfredshed, men erindre, at selve eksistensen af sådanne få sager også misbruges til at give et falskt indtryk af, at retfærdigheden altid sker fyldest.
Misbrug af statsmagt
Den nuværende statsminister Mette Frederiksen kan i disse uger gribes i to deciderede overgreb i forbindelse med covid-pandemien: Den 11. marts 2020 oplyser hun i strid med sandheden, at hendes "nedlukning" af samfundet er i overensstemmelse med regeringens fagkyndige rådgivning, og den 4. november 2020 giver hun uden lovhjemmel ordre til aflivning af samtlige cirka 17 millioner mink.
Dette er kun to horrible eksempler, der giver sig umiddelbart til kende på den overflade, som vi kender. Det afspejler en farlig, centraliseret og totalitær grundindstilling overfor arbejdet med landets ledelse. Således er magtens karakter og demokratiets vilkår, indtil det går op for toppolitikere, at domstolskontrollen kan fjerne sig fra det defekte og i stedet gøres effektiv.
En sådan kulturændring hos de pågældende er der stærkt brug for, hvis vi i den stadigt mere komplicerede verden skal undgå tilsvarende destruktive fejltagelser. Det er ildevarslende, hvis SF og Enhedslisten, som der måske er tegn på, er mere villige til at lade den slags passere upåagtet, hvis statsministeren er den nuværende i forhold til eksempelvis Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke.
Når en socialdemokratisk statsminister bryder Grundloven og krænker menneskerettighederne, må og skal det være uden forskel. Misbrug af statsmagt er misbrug, uanset hvem der gør det.
Meget tyder på, at Rigsretten, som er en permanent domstol, også de kommende år bliver mere permanent i sin anvendelse til gavn for demokrati og retsstat.