At enevælden - formelt - blev afskaffet i 1849 kan man glæde sig over som et trin i den historiske udvikling, som dog først i 1915 førte til valg- og stemmeret for kvinder.

Kravene om en demokratisk og veludviklet forfatning bør lyde tydeligt og velforberedt, når vi kommer til den 5. juni 2014.

Danmarks Grundlov er (og helt op til og med seneste ændring og folkeafstemning om den i 1953) skrevet efter kejser Napoleons princip: Kort og uklar.

Ubrugelig antikvitet

På de største og mest væsentlige områder er Grundloven i dag at sammenligne med en ubrugelig antikvitet.

Og hvad værre er: Dette historiske klenodie står i vejen for (hvad Danmark selv i den store verden anbefaler til andre lande), at man indretter forfatningen som et nyttigt arbejdsredskab for demokratiet.

Grundloven kunne indeholde klare og anvendelige rettigheder. I stedet indeholder den uforståeligheder og nødvendiggør at skulle anvende internationale konventioner og retsmaskinerier i Strasbourg og Geneve for at få elementære principper overholdt.

Det kan for eksempel dreje sig om, at flygtninge ikke kan udvises til forfølgelse og tortur, at en tv-radiostation kan fungere som medie for ytringsfrihed, at statsborgerskab ikke kan nægtes til statsløse, at socialt dårligt stillede ikke kan fratages et eksistensminimum, at overenskomstmæssige rettigheder til for eksempelvis skolelærere skal respekteres som deres ejendomsret, at torturofre for dansk militærs fejltagelser og skader har ret til retfærdig rettergang, og at sådanne rettigheder i øvrigt tilkommer enhver, der krænkes af embedsværkets og deres reelt set underordnede politikeres yderligere overgreb.

Skal ikke overlades til DF

Som et udviklet land burde vores forfatning (Grundloven) netop være demokratiets fornemste redskab, hvori elementære individuelle og kollektive rettigheder direkte kunne læses, og hvorfra de kunne bringes i offensiv eller defensiv anvendelse.

Den forestående grundlovsdag, som nu ligger kun godt ti uger forud, bør ikke overlades til Dansk Folkepartiets anprisning af ”Rokoko-møblet”, men derimod til dels en konstatering af, at det i 1849 var meningen gradvist at udvikle demokratiet (og ikke indføre et nyt enevælde som nu med embedsværket), og dels at udvikle rettigheder på befolkningens side overfor statsmagten.

Kravene om en demokratisk og veludviklet forfatning bør lyde tydeligt og velforberedt, når vi kommer til den 5. juni 2014.