Som advokat for de 23 irakiske torturofre har jeg efter fire års arbejde, der nu fortsætter, stadigt mere og mere fået det indtryk af, at den fatale danske overgivelse af sunnimuslimerne til shiamilitsen kan have været den ordre på forespørgslen, som bataljonchefen i Irak fik, da han mailede til København, at man var kommet til at tage uskyldige til fange.

At Helle Thorning-Schmidt kom til i efteråret 2011 ændrede ikke en millimeter på den massivt fornægtende procesførelse. 

Såvel udtalelser fra whistleblowere som de enorme ressourcer, der er sat ind bestående af et interministerielt udvalg fra fire ministerier samt Kammeradvokaten med dennes systematiske forsinkelses- og besværliggørelsesmanøvrer, tyder på, at dette er sagens højeksplosive politiske kerne.

Altså: At partiet Venstres på et tidspunkt mulige kandidat til statsministerposten er meget mere belastet af Irak tortursagen, end offentligheden i dag har kendskab til.

Teorien stemmer – desværre – også helt overens med, at der fra politisk hold råder en ekstrem skyhed overfor sagen.

I længden går dette ikke: Parallelt med, at selve sagens substans nu på snart femte år er verserende ved Østre Landsret som første instans, har de 23 irakere i april – samtidig – indklaget den danske stat for retsnægtelse ved, i nu snart fire år med alle tænkelige midler, at have forsøgt at knuse sagen, som blev anlagt i VK-regeringens tid.

At Helle Thorning-Schmidt kom til i efteråret 2011 ændrede ikke en millimeter på den massivt fornægtende procesførelse. Hendes forsvarsministre Nick Hækkerup og Nicolai Wammen har ladet embedsværket (som under Gade) styrer forløbet, indtil videre.