Den 19. maj 2017 afgjorde Østre Landsret, at det ikke er i strid med retten til familieliv eller diskrimination, når mennesker, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 – om midlertidig beskyttelse på grund af omfattende krigshandlinger og vilkårlige overgreb – først får ret til familiesammenføring, når de har haft opholdstilladelse i tre år. 

 Sagsøger var en syrisk mand, som havde fået beskyttelse i Danmark den 8. juni 2015 og fik at vide, at han måtte vente tre år med at få sin familie til Danmark.

 Krigsflygtningene havde fortjent en klarere og tydeligere dom. Og det havde vi andre også. Det er på den baggrund glædeligt, at dommen er anket til Højesteret.  

Sagsøgers påstand var blandt andet, at det var forskelsbehandling og i strid med retten til familieliv at lade ham og hans familie vente i tre år, før de kunne søge om familiesammenføring. 

Landsretten konstaterer imidlertid uden nærmere begrundelse, at "krigsflygtningene" ikke fratages deres ret til familieliv. Den udskydes kun. 

 Når man erindrer, at der foregår en borgerkrig i Syrien, hvorunder befolkningen kæmper for at klare sig og for at overleve, er det meningsløst at omtale tre år som en "udskydelse". For et barn er tre år en evighed. For en familie, som  er skilt ad, ligeså. 

Efter at have konstateret, at det er sagligt velbegrundet at give krigsflygtninge en anden, ringere retsstilling end konventionsflygtninge og flygtninge med beskyttelsesstatus, går Landsretten over til spørgsmålet, om der er de nødvendige, vægtige årsager til at indskrænke krigsflygtninges ret til familiesammenføring.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 2, må ingen offentlig myndighed gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven, og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Landsretten konkluderer herefter: "Uanset at tilstrømningen af udlændinge til Danmark efterfølgende viste sig at blive mindre end forventet, findes de beskrevne omstændigheder at udgøre en risiko for "landets økonomiske velfærd", som omtalt i EMRK artikel 8, stk. 2."

Det fremgår ikke, hvad Landsretten forstår ved "landets økonomiske velfærd". Vi kan således ikke se, om det efter Landsrettens opfattelse er enhver økonomisk udfordring eller kun alvorlige trusler mod vores samfunds grundlæggende økonomiske sundhed, der kan begrunde indskrænkninger i retten til familieliv. 

Vi kan især ikke læse, hvordan Landsretten har vurderet landets økonomiske situation i 2015. Så vi kan ikke vide, hvornår det næste gang vil være berettiget at foretage lovændringer, som svækker flygtninges rettigheder, fordi den danske økonomi udfordres. 

 Krigsflygtningene havde fortjent en klarere og tydeligere dom. Og det havde vi andre også. Det er på den baggrund glædeligt, at dommen er anket til Højesteret.