I disse uger forhandles der budgetter i kommuner og regioner. De første forlig er allerede indgået, og med få undtagelser er det forringelser og besparelser, som vi hører om. Dette skyldes ikke nødvendigvis et politisk ønske om at spare på velfærden, men de økonomiske rammer, som kommuner og regioner arbejder inden for.

Grundlaget for disse rammer er de begrænsninger, EU lægger på det offentlige forbrug. Siden krisen slog igennem i 2008 har skiftende danske regeringer overladt mere og mere magt over den danske økonomi til EU. Man har undermineret danskernes klare nej til euroen, og det er sket med opbakning fra alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten.

Kommuner skal bruge færre penge

Her har vi aldrig mærket noget til Dansk Folkepartis modvilje mod at give mere magt til EU, og både Socialdemokraterne og SF har stort set uden protester accepteret diktaterne om, at der skulle føres en nyliberalistisk økonomisk politik.

EU-reguleringen er omsat i Danmark i form af budgetlove, som er vedtaget af alle partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten. Det er disse budgetlove, som danner udgangspunkt for aftalerne mellem regeringen, Kommunernes Landsforening  (KL) og Danske Regioner.

Aftalen med KL indebærer, at kommunerne reelt skal bruge færre penge i 2015 end i 2014, og for regionerne betyder en række nye opgaver, at der skal gennemføres omfattende besparelser på blandt andet sygehusene. Alligevel blev disse aftaler godkendt af alle partier med undtagelse af Enhedslisten i KL, Danske Regioner og Folketingets Finansudvalg.

Her har vi aldrig mærket noget til Dansk Folkepartis modvilje mod at give mere magt til EU.

De økonomiske rammer for kommuner og regioner er ikke objektivt nødvendige rammer, som handler om, at vi ikke kan bruge flere penge, end vi har. Der er tale om økonomiske rammer, som er fastlagt ud fra en nyliberal økonomisk politik, men med aktiv politisk støtte fra alle andre partier end Enhedslisten.

Derfor bør det ikke overraske nogen, at det er undtagelsen frem for reglen, hvis der inden for disse rammer kan vedtages budgetter, som Enhedslisten kan støtte. Opfyldelsen af vores krav støder både mod loftet over de kommunale udgifter til service og begrænsningerne i mulighederne for at sætte skatten op, hvis det er nødvendigt for at levere en tilfredsstillende service.

Skrappe sanktioner

Betingelsen for at komme igennem med et brud på de givne rammer er, at der er markante folkelige bevægelser. Det var der i mange kommuner i begyndelsen af 0'erne, og derfor lykkedes det i de år ikke den borgerlige regering at komme igennem med sit ønske om nulvækst i kommunerne.

I forlængelse af krisen og den øgede EU-styring af den danske økonomiske politik har vi set, hvordan skrappe sanktioner mod kommuner, der bryder rammerne, og svækkede folkelige bevægelser har ført til, at væksten i kommuner og regioner er erstattet med direkte tilbagegang.

Det betyder naturligvis ikke, at der ikke nogen steder kan opnås delsejre og resultater, der betyder, at Enhedslisten kan være med i et kommunalt eller regionalt budgetforlig.

Vores målsætning er, at vores påpegning af forringelser og andre mangler i budgetterne kan være med til at skabe den folkelige bevægelse, der kan gennemtvinge de nødvendige forbedringer, så Enhedslisten kan indgå i et forlig.

De steder, det ikke lykkes, er det vores opgave sammen med de folkelige kræfter at intensivere modstand og kritik samt komme med alternative forslag til, hvordan vi kan sikre velfærden og den grønne omstilling i kommuner og regioner. Alt sammen med det formål at påvirke de politiske styrkeforhold så meget, at den nyliberale økonomiske politik kan rulles tilbage.