Det er en udbredt myte, at øget ulighed skaber større dynamik og vækst i samfundet. Nye analyser dokumenterer, at det snarere forholder sig omvendt.

I den vestlige verden er der i løbet af de sidste 30 år sket en markant vækst i uligheden, mens den gennemsnitlige årlige vækst samtidig er faldet fra årti til årti. Den var lavere i 70'erne end i 60'erne og faldt yderligere i 80'erne, 90'erne og 00'erne. De nøgne tal viser, at borgerlig, højreorienteret, økonomisk politik ikke er løsningen på de udfordringer, vi står over for, men i stedet en del af problemet.

En del af løsningen er at skabe større lighed ved at lade de rigeste betale mere til fællesskabet og dermed give mulighed for fortsat udvikling og værdiskabelse i den offentlige sektor. Det skaber langt mere værdi for samfundet, hvis skolelærere uddanner børn, sygeplejersker medvirker til at helbrede mennesker, pædagoger udvikler børn og sosu-assistenter skaber bedre vilkår for vores ældre, end hvis disse mennesker placeres i arbejdsløshedskøen.

Desværre tyder intet på, at regeringen af sig selv træffer det rigtige valg.

Set i det lys fremstår Venstres tilbud til regeringen om at indgå en finanslovsaftale, hvor der tages penge fra kontanthjælpsmodtagerne og gives til skattelettelser til erhvervslivet, som et rigtig dårligt håndværkertilbud.

Uanset, hvad vi gør, er det næppe muligt eller ønskeligt at vende tilbage til væksttallene fra 60'erne. Vi er gået fra en tid, hvor prisen på råvarer faldt og faldt til en tid, hvor den stiger. Således er priserne steget mere de sidste 10 år, end de faldt i de foregående 100 år. Vi er gået fra en tid, hvor der var råvarer i tilsyneladende uendelige mængder til en tid, hvor der er mangel på råvarer. Klimaproblemerne understreger også, at der er grænser for hvor store belastninger jordkloden kan klare.

Derfor er en omfattende grøn omstilling blevet en nødvendighed. Det kan markedskræfterne ikke klare. Det kræver politiske beslutninger. Aktuelt bør staten gå ind og etablere aftaler med pensionskasserne om at etablere lavtforrentede lån til investeringer i grøn omstilling. På den måde kan vi starte en udvikling, hvor Danmark bliver et grønt og socialt foregangssamfund, hvor vi kombinerer øget lighed, mere demokrati og grøn omstilling.

En sådan udvikling af Danmark kan regeringen starte ved indgå en finanslovsaftale med Enhedslisten. Alternativet er en aftale med Venstre, hvor uligheden fortsætter med at vokse og nedslidningen af naturgrundlaget øges. Valget burde være nemt.

Desværre tyder intet på, at regeringen af sig selv træffer det rigtige valg. Her er der brug for folkelig bevægelse. En rød og grøn udvikling i Danmark kræver en alliance mellem fagbevægelsen og miljø/klimabevægelsen med kravet om en grøn jobplan, der både kan skabe tusindvis af nye arbejdspladser og sikre en miljømæssigt bæredygtig udvikling.