På FOA's nyligt afholdte kongres diskuterede vi frihandels- og liberaliseringsaftaler. Det er der god grund til, at vi som forbund beskæftiger os med. Og der er særlig god grund for offentligt ansatte til at være opmærksomme på internationale forhandlinger af denne art.

FOA kan ikke begrunde, at virksomhedshensyn sættes over samfundshensyn med en selvstændig domstol i ryggen.

Grundlæggende var budskabet på kongressen, at der især er tre område, som et forbund for et stort antal offentligt ansatte bør have fokus på: Nationalstaterne skal ikke kunne tvinges til at ændre samfundsopbygning. Dansk velfærd skal ikke være et anliggende for andre. Arbejdsmarkedets udvikling skal ikke styres af liberalisering.

FOA har i LO vendt tommelfingeren ned til CETA, fordi vi er bekymrede for den samlede effekt af de mange forhandlinger om frihandel, selvom CETA nok er den aftale, der er mindst grund til at være bekymret for i forhold til de aftaler, som vil følge i kølvandet på aftalen.

Et par eksempler kan illustrere bekymringen.

Hvis den amerikanske hjemmehjælpsparallel til Uber – HomeHeroes kaldes branchen – vælger at satse på det danske hjemmehjælpsmarked, så vores ældre borgere og deres pårørende via en app kan bestille ekstra pleje, rengøring og tøjvask hos en 'selvstændig' hjemmehjælp, der er tilmeldt HomeHeroes, kan vi så i Danmark suverænt beslutte, at disse ikke-uddannede hjemmehjælpere skal betragtes som lønmodtagere med bestemte danske rettigheder?

Hvis vi gør det, vil HomeHeroes så kunne anlægge sag med et krav om milliarderstatning mod den danske stat for i strid med en kommende TTIP-aftale mellem EU og USA at diskriminere HomeHeroes?

Og vil et dansk Folketing overhovedet turde løbe den risiko?

Om HomeHeroes i det tænkte eksempel vil kunne vinde over den danske stat, vil skulle afgøres af et kostbart juridisk slagsmål om tolkningen af en flere tusinde siders aftale ved en særlig ny, permanent investeringsdomstol.

Eller hvis Danmark ved hjælp af ændret dansk lov og EU-regulering begynder at stille krav om, at de virksomheder, der for eksempel ønsker at drive offentligt støttede danske plejehjem, ikke må bruge den såkaldte Luxembourg-finte til at sende overskuddet i skattely. Kan den danske stat så være sikker på, at et eventuelt sagsanlæg fra en canadisk kapitalfond omgående vil blive afvist som åbenlyst grundløs? Det vurderer vi ikke.

Så set med FOA-briller kan gevinster for danske virksomheder ikke begrunde hverken en milliardrisiko for skatteborgerne eller at sætte virksomhedshensyn over samfundshensyn med en selvstændig domstol i ryggen.

Når velfærdsområder med videre ikke eksplicit er undtaget fra reglerne om investeringsbeskyttelse, så er der slet ikke nogen grund til at støtte CETA og TTIP eller for den sags skyld TiSA-forhandlingerne om liberalisering af tjenesteydelser. Især ikke når man ved, at Danmark har valgt ikke at undtage blandt andet sundhedsområdet.