Nogle gange er det nødvendigt at kravle op i helikopteren og se det store billede af omgivelserne for ikke at miste overblikket.

Skal vi ikke lande i det samfund, jeg ser i horisonten, så er det tid at sige fra.

I mine øjne er kampen om den skatteyderfinansierede velfærd nået dertil, hvor vi skal stoppe op og netop gøre os overvejelserne om, hvorvidt forandringerne af det danske samfund har overskredet den usynlige grænse for, hvad vi vil være med til uden at sætte hælene i.

De seneste snart 20 år har budt på en stribe af forandringer af det danske samfund, der gør det stadig sværere at tale om justeringer og små tilpasninger af den velfærd, vi i fællesskab er ansvarlige for.

I mit verdensbillede bygger velfærd på at give alle lige adgang - eksempelvis til uddannelse og sundhed -, give alle lige muligheder - eksempelvis til at være selvforsørgende og sidde ved rattet i sig eget liv -, og at vi spænder et fælles sikkerhedsnet ud under dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Det er de redskaber, vi bruger og blander i den danske offentlige velfærd og service, og det er de redskaber, der gør, at vi skal gøre noget forskelligt for og med mennesker med forskellige behov og baggrund, hvis vi skal fastholde eller rettere genoprette et velfærdssystem, der sikrer sammenhæng, tryghed og lighed.

I to årtier har vi oplevet en stribe små og store reformer og små og store forandringer, der tilsammen tegner konturerne af et helt andet samfund i horisonten.

Et samfund, hvor den økonomiske, politiske og kulturelle elite stikker af fra resten af befolkningen.

Et samfund, hvor der målrettet skrues ned for den fælles ansvarlighed for de svageste og skrues op for en stadig mere skæv fordeling af goderne.

Og et samfund, hvor uligheden mellem de bedst stillede og de dårligst stillede stadig vokser.

Jeg tror ikke på, at danskerne ønsker et sådan samfund.

Vi vil hinanden, netop fordi vi udgør et fællesskab. Vi vil ikke os selv på bekostning af andre. Vi vil ikke træde på de svageste for at nå højere op på velstandsstigen.

Skal vi ikke lande i det samfund, jeg ser i horisonten, så er det tid at sige fra.

Sige fra overfor nedskæringer, skattelettelser og asociale reformer.

Derfor tager en række faglige organisationer nu initiativ til et stormøde for tillidsvalgte 4. oktober, hvor vi skal diskutere med hinanden, hvordan vi får trukket den streg i sandet, som kan stoppe udviklingen mod elitens Danmark.

I mine øjne er det også tid til at skabe en fælles markering af, at lønmodtagerne vil en anden vej, end den vej vindene for tiden blæser på Christiansborg. Fra FOAs side peger vi derfor på en eller flere velfærdsdemonstrationer 7. november for alle, der vil slå ring om velfærden, inden det er for sent.

Jeg håber, at vi ses den 4. oktober, og at vi dér beslutter at lave en eller flere store velfærdsmanifestationer ved indledningen af den kommunale og regionale valgkamp.