Et læserbrev i Information den 23. juli resumerer bristen i den herskende vestlige forståelse af internationale forhold.

Vestlige mediers russofobi samt advarsler om den kinesiske trussel er i gang med at skabe varige fjendebilleder. I Danmark er Information i avantgarden.

Under overskriften ”Europæisk hykleri” skriver skribenten: ”Mange er oprørte over, at Trump ikke nævnte Ruslands besættelse af Krim under sit møde med Putin i Helsinki.”

Denne iagttagelse er faktuelt korrekt, men samtidig udtryk for den dominerende russofobi i Vesten. Ruslands politiske ledelse dæmoniseres ikke alene for sin rolle i Ukraine, men også for sit engagement i Syrien samt – og ikke mindst – for Kremls forsøg på at promovere en pluralistisk verdensorden.

Ukraine, Rusland og Vesten

En dekonstruktion af dette antirussiske paradigme ville kræve en del plads. Nok er det at huske, at Rusland ikke var indblandet i kuppet imod Ukraines daværende demokratisk valgte regering. Det samme kan ikke siges om Vesten!

En del af den russiske befolkning på Krim og i Donbass-regionen ville ikke acceptere Kijevs politiske krænkelser af deres kultur og identitet. Altså, en slags apartheid der ligner palæstinensernes situation.

Vesten valgte at tilskrive Rusland den ukrainske krise uanset dennes baggrund. Modsat dette anses Krims folkeafstemning som legitimation for befolkningens ønske om at blive en del af Rusland.

I denne forbindelse er det værd at minde om, at Kosovos løsrivelse blev anerkendt og støttet af Vesten uanset denne krænkelse af Jugoslaviens suverænitet. Hykleri som betegnelsen for europæisk politik er således anvendeligt, men på et andet grundlag.

Vestens ideologiske konstruktion fanges yderlige i sine egne modsigelser, når Israels besættelse af Vestbredden og kontrol af Gaza eller Golanhøjderne tages med i betragtning. Den ”demokratiske” verden har ingen problemer ved at godkende den zionistiske etnostats brud på folkeretten eller Israels undertrykkelse af menneskerettighederne.

Spørgsmålet om Tibet

Læserbrevet afslører desuden en latent kolonial mentalitet: ”Men hvor mange europæiske diplomater nævner Tibet, når de taler med kineserne?”  Altså en antagelse om at Vesten har et guddommeligt mandat til at blande sig i andre landes interne forhold.

De senere års økonomiske hensyn har dikteret Europas mere Kinavenlige diplomati uden dog at bryde med den tidligere protibetanske politik. Sandheden er, at Tibetspørgsmålet er mere kompliceret, end det fremgår af den herskende diskurs.

Før kommunisternes sejr i borgerkrigen blev Tibet betragtet af det ”internationale samfund” som en bestanddel af Kina. Nationalisterne under Chiang Kai-shek havde den samme holdning.

Det var først med CIA’s indblanding, at Tibets kamp begyndte at tage form. Googler man ”CIA and Tibet” og ”CIA and the Dalai Lama”, får man flere millioner henvisninger!

Betyder denne interventionisme, at progressive mennesker må tage afstand fra kampen for et selvstændigt Tibet. Ikke nødvendigvis. Men Tibet må erkendes som en vigtig geopolitisk brik i USA's arsenal imod Kina.

I disse år er Rusland og Kina involveret i et projekt, der har til formål at forandre den eksisterende unipolaritet med en verdensorden baseret på multipolaritet. Som den dominerende magt forsøger USA at bekæmpe og svække disse to lande. Skærpelsen af denne konfrontation risikerer at føre til en tredje verdenskrig.

Uanset denne fare er vestlige mediers russofobi samt advarsler om den kinesiske trussel godt i gang med at skabe varige fjendebilleder. I Danmark er Information i avantgarden. For eksempel havde bladet en artikel den 26. juli med den absurde overskrift: ”Kina forsøger at splitte EU og underminere europæiske værdier.” (!)

Som om Europas politiske elite ikke var i stand til at gøre det selv!