Det er glædeligt, at aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for 2020 anerkender selvmøderprincippet som et vigtigt princip, der ikke skal pilles ved.

Den bedste måde at bremse de stigende udgifter på, ville være, hvis kommunerne forhindrede, at deres borgere falder igennem systemet.

Selvmøderprincippet indebærer, at hjemløse og mennesker, der helt mister fodfæstet i tilværelsen, kan henvende sig til et forsorgshjem eller herberg og bede om husly, akut hjælp og få en umiddelbar afgørelse af, om vedkommende falder inden for den målgruppe, som har ret til hjælp.

Det er så at sige det allernederste af samfundets sikkerhedsnet under socialt udsatte mennesker. Princippet gælder også for kvindekrisecentre og ambulant alkoholbehandling.

Kommunerne har længe været utilfredse med selvmøderprincippet, for det betyder, at mennesker kan få hjælp uden, at det først har været rundt om en central visitationsproces, der giver kommunerne en mulighed for at afveje økonomihensyn med de behov, som visitator ser hos borgeren.

På herberger og forsorgshjem er det alene borgerens behov, der skal vurderes. Det er derfor en landvinding, at KL i økonomiaftalen med regeringen bekræfter fastholdelse af selvmøderprincippet.

Kommunerne vil have kontrol

Men ønsket om at have mere kontrol over selvmøderprincippet fra kommunernes side består – om ikke andet så i hvert fald i forhold til økonomien.

Selvmøderprincippet gør udgifter til herberger, kvindekrisecentre og ambulant alkoholbehandling mere eller mindre ustyrlige, står der i KL’s blad Danske Kommuner den 26. september. KL ønsker derfor, at private udbydere som for eksempel Kirken Korshær og KFUM’s Sociale Arbejde skal indgå driftsoverenskomster med kommunerne, så priserne kan styres.

Argumentet er stigende kommunale udgifter til de sociale tilbud og manglende mulighed for at kvalitetssikre tilbuddene, der hvor selvmøderprincippet er gældende – hvor kommunen ikke skal visitere på forhånd, men hvor det er forstanderen, der har indskrivningsretten. Som en slags kompensation er der statsrefusion på 50 procent af kommunernes udgifter.

Hvorfor stiger udgifterne?

Men i stedet for at fokusere på at modsvare de stigende kommunale udgifter på området med krav om billigere tilbud, skulle man så ikke starte med at analysere på, hvorfor udgifterne stiger?

Alle tilbud har jo indgivet og fået godkendt et budget hos Socialtilsynet, der samtidig har taget stilling til sammenhængen mellem pris og kvalitet i tilbuddet. Hvis ikke budgettet er tilfredsstillende og der er sammenhæng mellem kvalitet og pris, så kan et tilbud ikke komme på tilbudsportalen.

Det er helt fair, at kommunerne gerne vil have gennemskuelige priser og overblik over økonomien. Men i så fald er der brug for en grundig analyse af området, så man kan få klarhed over, hvorfor udgifterne stiger, og ikke bare griber til at tvinge priserne på de private tilbud ned på niveau med de kommunale.

Priserne varierer jo alt efter de driftsudgifter, det enkelte tilbud måtte have. En række forhold såsom geografi, beskaffenhed og fagligt indhold spiller ind. Det er ikke umiddelbart udgifter, der kan ensrettes på en meningsfuld måde.

Den bedste måde at bremse de stigende udgifter på, ville nu nok være, hvis kommunerne forhindrede, at deres borgere falder så langt igennem systemet, at de overhovedet får brug for det allernederste sikkerhedsnet og dermed selvmøderprincippet.

Non profit

Det, der er fælles for alle de sociale organisationer, der driver for eksempel herberger, er, at de ikke gør det for at skabe profit, men for at afhjælpe sociale problemer. Hvis der er tegn på, at institutionerne er på vej til at bare at blive pengemaskiner for organisationer eller private entreprenører, så skal der skrides ind.

I den forbindelse er det o.k., at der laves en undersøgelse af sammenhængen mellem pris og kvalitet også på de mindre private herberger og forsorgshjem, som er dukket op i de senere år.