Tirsdag tager Folketinget hul på en ny sæson. Denne gang med en ny, socialdemokratisk regering støttet på Radikale, SF og Enhedslisten.

Det er bydende nødvendigt, at presset på politikerne vokser sig stort, at borgerne kaster sig ind i klimakampen og går på gaden.

Som grundlag for regeringens arbejde og samarbejdet med støttepartierne udarbejdede vi i fællesskab det såkaldte “forståelsespapir”.

Aftalen sætter en retning for det kommende samarbejde, men er ikke udtømmende. Partierne kan selvfølgelig spille ud med politiske forslag inden for rammerne af aftalen om forståelsespapiret. Det giver naturligvis en vis bredde for fortolkning af, hvilken politik der skal til for at komme i den retning, forståelsespapiret udstikker.

Det bliver derfor uden tvivl en hård politisk kamp mellem regeringen og støttepartierne, der vil udspille sig i den kommende valgperiode. Ingen er vel i tvivl om, at der er langt mellem de Radikale og Enhedslisten, når det kommer til den økonomiske politik – herunder arbejdsmarkedspolitikken.

Ligesom vi i perioden skal have testet, om det mest er retorik, når socialdemokraterne er svinget til venstre og nu nærmest lægger afstand til den politik, som partiet førte under Helle Thorning og Bjarne Corydon.

Forståelsespapiret giver dog håb om, at venstredrejningen i Socialdemokratiet er reel.

Ambitiøst klimamål

Som i valgkampen var klima og miljø en væsentlig del af forhandlingerne om forståelsespapiret. Her lykkedes det os at komme igennem med en meget ambitiøs målsætning om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne i 2030, en målsætning som næsten samtlige partier siden har tilsluttet sig.

Før valgkampen var Enhedslisten og Alternativet de eneste partier, der havde denne målsætning i deres respektive klimaplaner.

Målsætningen om 70 procents reduktion er i øvrigt så ambitiøs, at midlerne til at nå de sidste procenter efter sigende ikke findes endnu. I Enhedslistens klimaplan har vi dog givet et bud på, hvordan vi kommer i mål i 2030 med den kendte viden og teknologi.

I Enhedslistens klimaplan er det et væsentligt element, at den sociale balance skal være til stede. Klimakampen skal ikke kun være et anliggende for de, som har råd og ressourcer. Alle skal med. Og regningen skal ikke udskrives til de dårligst stillede og lavtlønnede.

Der er nemlig ingen tvivl om, at vi kommer til at ændre vores måde at leve på i fremtiden. Den måde vi forbruger på, den mad vi spiser, den måde vi transporterer os på, den måde vi producerer vores varer på.

Og der vil være arbejdspladser, der går tabt, for eksempel på slagterier og mejerier og i olie- og gasindustrien. De vil skulle erstattes med jobs i andre brancher, for nogles vedkommende helt nye jobs i helt nye brancher.

Det kalder på en enorm (efter)uddannelsesindsats, ligesom vi skal have nedsat arbejdstid på dagsordenen. Robotter og kunstig intelligens bliver nemlig helt sikkert en (stor) del af den grønne omstilling, er det til en vis grad allerede.

En langvarig proces

De mål, vi har sat os i klimakampen, kan ikke opfyldes i løbet af en enkelt eller to valgperioder. Det sætter os politikere i et dilemma. Hvis vi vil holde fast i målene, holde fast i retningen, skal vi jo genvælges! Det kan man grine af, men nogle af de tiltag, vi kommer til at gennemføre, vil ikke være populære. Vælgeropbakningen vil måske vige.

Alskens klimaskeptikere og populister vil skubbe til vognen ved hjælp af de nemme (og forkerte) forklaringer. Vi risikerer dermed, at de sorte klimakræfter vender tilbage og sætter tempoet i den grønne omstilling ned (i bedste fald).

Imens buldrer klimaforandringerne derudad. Klimaet venter ikke på, at danskerne – eller menneskeheden som sådan – tager sig sammen og får gjort noget ved de menneskeskabte udledninger.

Derfor er det også bydende nødvendigt, at presset på politikerne vokser sig stort, at borgerne kaster sig ind i klimakampen og går på gaden. Det er jo i virkeligheden den helt klassiske opskrift, hvis man ønsker, afgørende samfundsforandringer skal ske. Og den grønne omstilling er i kategorien afgørende samfundsforandringer.

Her er det naturligvis glædeligt, at vores unge mennesker tilsyneladende har forstået alvoren af det, der er i gang med hensyn til klimaet. At kloden er på vej ud over afgrunden. Men også at den udvikling kan standses, hvis man yder en aktiv indsats og samarbejder med de (politikere), der vil en anden udvikling for vores fælles klode.