27 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Folkestyrets demokratiske underskud!

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 23. december, 2015, 08:36:09

Folkestyrets demokratiske underskud!

Hvordan kan det være, at et flertal af landets politiske partier, som anbefalede et ja, har haft så ringe føling med befolkningens holdning vedrørende det vigtige spørgsmål om national suverænitet?

Efter nederlaget, der blev tilført den pro-Union-elite ved afstemningen om Danmarks retsforbehold, er det ikke uinteressant at sætte det i en større sammenhæng. 

Ppolitikernes ”Mission Impossible” består i at varetage elitens økonomiske interesser samtidig med neutraliseringen af potentiel folkelig modstand. 

Problemets kerne i sin enkelthed er: Hvordan kan det være, at et flertal af landets politiske partier, som anbefalede et ja, har haft så ringe føling med befolkningens holdning vedrørende det vigtige spørgsmål om national suverænitet?  Er dette ”disconnect” et eksempel på systemsvigt eller et ”nyt normal”?

Ingen konsekvenser

Det paradoks, som kom til udtryk den 3. december, burde have fået politiske konsekvenser: Når en regering i et demokrati kommer i mindretal i parlamentet, er det en del af spillereglerne, at den går af og udskriver et nyt valg. Hvorfor bliver en lignende procedure ikke gennemført, når regeringen og et flertal af Folketinget taber en folkelig afstemning?

Genskabelsen af politisk legitimitet, skulle man tro, forudsætter, at befolkningens forkastelse af den herskende dagsorden bliver taget alvorlig. Imidlertid synes både ja- og nej-siderne at være blevet overrasket og uforberedt på dette udfald. Men uden yderligt initiativ vil den bestående politik forblive ved det gamle!

En del ja-politikere samt medierne begyndte samme aften at spinde en fortolkning, der gik ud fra den antagelse, at befolkningen ikke havde forstået problemstillingen. Samtidig, ifølge denne tankegang, havde ja-partierne ”ikke været dygtige” nok til at ”sælge den rigtige beslutning”. Altså en arrogant politisk holdning som politisk reducerer befolkningens store nej til et spørgsmål om uvidenhed og/eller ja-sidens mangelfulde formidling.

Det kunne ikke falde denne del af den politiske elite ind, at resultatet viste, at nej-sidens budskab var klar, og at et flertal af befolkningen faktisk forstod, at ”Kejserens nye klæder” var gennemsigtige. Som George Orwell skrev i sin tid” (er) klart sprog uoprigtighedens store fjende”!  

”Mission Impossible”

Den patetiske stemning var pinlig. Hvorfor var det nødvendigt for politikerne at gentage, at flertallets beslutning fremover ville blive respekteret? I denne sammenhæng kan statsminister Lars Løkke Rasmussen takkes for hans spontane politiske vurdering af resultatet: ”Der er en tillidskrise mellem store dele af befolkningen og os, der har vores virke på Christiansborg” skrev han på Twitter. 

Denne evaluering indkapsler de tiltagende skel, som findes i de fleste vestlige demokratier mellem på den ene side ”professionalisering”  og ”teknokratisering” af politik og på den anden side befolkningens tiltagende afstand og afmagt fra de politiske processer og beslutninger.  Eksemplerne er talrige, hvor politikerne begår løftebrud eller tilsidesætter folkelige protester, som for eksempel da den socialdemokratisk ledede regering solgte Dong-aktier til Goldman Sachs! 

Resultatet er en tiltagende mangel på synergi mellem den politiske elites nyliberale teknokratiske håndtering af ”demokrati” som et legitimeringsinstrument for en udemokratisk regeringsform og befolkningens forventninger til ”folkestyret”, som socioøkonomisk institution til varetagelse af medborgernes interesser.

Kapitalismens strukturelle overgangsfase fra en ”velfærdsstats” sociopolitiske konstruktion til en markedsdomineret samfundsøkonomi, der bygger på nyliberalismens dogma, medfører mindre samhørighed mellem den politiske sfære og den tiltagende socioøkonomiske ulighed.

Under disse omstændigheder består politikernes ”Mission Impossible” i at varetage elitens økonomiske interesser samtidig med neutraliseringen af potentiel folkelig modstand. 

Glædelig Jul!