Med Første Verdenskrig som baggrund nedfældede den franske intellektuelle Paul Valéry følgende iagttagelse: ”To konstante farer truer verden: Orden og uorden”. 

I sin yderste konsekvens må Enhedslistens stillingtagen betyde, at partiet støtter Vestens målsætning og strategi i Mellemøsten.

En lignende læresætning kan fremme forståelsen af de store forandringer, som i dag finder sted: ”To fremtider udfordrer verdens struktur: 

Unipolaritet og multipolaritet”.  Disse projekter peger på modsatte, nutidige geopolitiske processer og fremtidige strukturelle landskaber. 

Kronologisk opstod unipolaritet i kølvandet på Den Kolde Krigs ophør. I den pålæggende periode var international politik blevet ”stabiliseret” gennem et såkaldt bipolært system, præget af konkurrence og samarbejde mellem de to ”supermagter”. 

Blandt de berusede, neokonservative kræfter blev Sovjetunionens nedsmeltning betragtet som en historisk anledning til at skabe en ny verdensorden under amerikansk overherredømme. Dilemmaet bestod i at forvandle det ”unipolære moment” til en permanent dominans. 

I omverdenen fandtes to reaktioner. Mens de gamle koloniale magter var villige til at underordne sig denne ”kollektive imperialisme,” var situationen anderledes for nye ”opdukkende” lande i verdenssystemet. 

“Enten er i med os eller imod os“

Kampen mellem de to historiske tendenser gav sig udtryk i en konfrontation mellem Vestens bestræbelser på at opretholde og udvide kontrollen over ”Resten”. Som Præsident George W. Bush udtrykte det: “Enten er I med os eller imod os”! 

Lande eller regimer, der ikke var villige til at underordne sig denne verdensorden, blev således betragtet og behandlet som modstandere.

Udslagsgivende for Rusland og Kina var NATO’s intervention i Jugoslavien, som førte til opløsningen af denne multinationale og multikulturelle føderation.

Udover at have neutraliseret Rusland, som Jugoslaviens traditionelle allierede, gennemførte USA en magt- demonstration ved at bombe den kinesiske ambassade i Beograd!

Efter balkaniseringen af Jugoslavien blev bestræbelserne på at skabe en mulitipolær verdensorden, baseret på nationernes suverænitet og folkeret, en del af Ruslands og Kinas politik.

Efter denne ”vellykkede” målsætning implementerede Vesten en aktivistisk politik i form af ”farve-revolutioner”, regimeskifte og så videre. 

I samarbejde med Saudi-Arabien og golfstaterne anvendte USA islamistiske terrororganisationer til at vælte sekulære regimer (Irak, Libyen, og nu Syrien).  

Ny verdenskrig?

I denne forbindelse skal det ikke glemmes, at både Kina og Rusland har betydelige muslimske mindretal som eventuelt kunne radikaliseres. 

Uden overdrivelse kan det siges, at konfrontationen mellem Vestens hegemoniske projekt og Østens (Rusland, Kina, Iran, Syrien) kontrahegemoniske bestræbelser nu er på et kritisk punkt, som med lethed kan føre til en ny (nuklear) verdenskrig.

I denne sammenhæng er det tankevækkende at se på den bastante politiske reaktion i Vesten på krigen i Syrien. Uden forsøg på objektivitet fremstilles den russiske (og iranske) politiske og militære støtte til Syriens legitime regering, som krigsforbrydelser. Mediernes dækning af slaget om Aleppo er symptomatisk. 

Enhedslisten

I et temanummer om situationen, med overskriften ”Slaget om Aleppo er et slag om vores verdensorden”, argumenterer Information (den14.10) for en intensivering af NATO’s indsats i Syrien uden hensyn til faren for en verdenskrig. 

Uden refleksion over læren fra Libyen eller krigen i Yemen og Mosul-slaget i Irak, skriver Pernille Skipper og Nikolaj Villumsen (side 36), at ”Rusland skal presses med flyveforbud.” Af hvem…?

I sin yderste konsekvens må Enhedslistens stillingtagen betyde, at partiet støtter Vestens målsætning og strategi i Mellemøsten: 

Næste stop Teheran?