Ifølge filosoffen Thomas Kuhn finder et videnskabeligt paradigmeskift sted, når et antal anomalier (uregelmæssigheder) ikke kan forklares ud fra den eksisterende viden. Denne erkendelsesmetode kan muligvis også anvendes til at forstå international politik. 

 Kun i tilfælde, hvor de nationale befrielser var under socialistisk ledelse, intervenerede USA militært og politisk. Også i de avancerede kapitalistiske landes interne forhold støttede Washington antisocialistiske kræfter.

Mens den kolde krig som herskende paradigme antog, at hovedmodsigelsen i verden var mellem USA og USSR, voksede afvigelserne fra denne basale antagelse af en bipolær opdelt verden. Ydermere var forholdet mellem de to supermagter præget af såvel konkurrence som aftalt spil, ofte på bekostning af deres allieredes interesser.

Anden Verdenskrigs resultater var skelsættende for denne anskuelse af det geopolitiske landskab. De europæiske imperialistiske magter og Japan havde opbrugt deres kræfter og kunne ikke opretholde deres oversøiske imperier. 

Det kapitalistiske systems leder

Til gengæld kom USA ud af krigen som stor sejrherre, der fik etableret sig som det kapitalistiske systems leder og opsynsmand! Dette betød i praksis, at Washington bestræbte sig på at skabe en åben verdensøkonomi til afløsning for den gamle koloniale opdeling. Kun i tilfælde, hvor de nationale befrielser var under socialistisk ledelse, intervenerede USA militært og politisk.

Også i de avancerede kapitalistiske landes interne forhold støttede Washington antisocialistiske kræfter. En interessant gennemgang af USA's politiske og militære indblanding i Europa, Asien, Afrika og Latinamerika findes i bogen ”Killing Hope” af amerikaneren William Blum. Samtidig modtog kommunistiske partier i Vesten bistand fra Moskva og var således forpligtet til at forsvare Sovjetunionens politik.

Socialismens lejr

I den socialistiske del af verden kom virkeligheden til at antaste de antagelser, der var tilknyttet socialismens idealer. Ikke desto mindre havde Sovjetunionen ikke alene overlevet nazismens grusomme krig, men bidraget til Tysklands militære nederlag. Økonomisk svækket lykkedes det USSR at få kontrol over det meste af Midt- og Sydøsteuropa som sikkerhedszone.

I Asien besejrede Kinas kommunistiske parti de proamerikanske nationalistiske kræfter under Chiang Kai-shek. Kort tid senere under Koreakrigen var Folkets Befrielseshær sammen med Nordkoreas militære styrke med til at tilføje USA dets største militære nederlag. 

Selvom den socialistiske lejr var Vesten underlegen økonomisk, forekom de daværende politiske perspektiver for socialisme gunstige. Nationale befrielsesbevægelser i Asien, Afrika og Latinamerika kunne betragtes som objektive allierede i forsøget på at opbygge en postkapitalistisk verden. 

I 1957, på et møde for kommunistiske partier i Moskva, udtalte Mao Zedong at ”Østenvinden” blæste kraftigere end ”Vestenvinde”. Dermed mente han at socialismen var stærkere end imperialismen.

Historiens ironi

Grunden til at minde om datidens falske antagelse og forventninger er, at et lignende fænomen synes i færd med at udspille sig: Opfattelsen at vestenvinden blæser stærkere.

Størstedelen af den herskende politiske diskurs og ideologi i Vesten accepterer, at på trods af alle svaghedstegn, som USA viser, er det amerikanske projekt om at skabe en unipolær arkitektur gennemførlig. Dette medfører en iboende fjendtlig holdning til forsøgene på at opbygge et multipolært politisk landskab, der kan garantere landenes selvstændighed og suverænitet.   

Det ville være en historisk ironi, hvis USA's nye to front-kolde krig (imod Rusland og Kina) førte til en russisk-kinesisk strategisk alliance, som ”proletarisk internationalisme” var ude af stand til at få etableret. 

I hvert fald er en sådan politik ikke nogen recept for en ”win-win” strategi!