Uden ønske om at nedgøre kvindernes internationale kamp, forekommer det mig, at verdens tilstand kræver en præcisering af feminismens visioner. Dvs. en prioritering, der tager udgangspunkt i de store forandringer og faremomenter, menneskeheden befinder sig i. Set i dette perspektiv kan det, uden hensyn til politisk korrekthed, konstateres at indsatsen har været mangelfuld!

Det er nødvendigt i denne kontekst at erkende, at selvom ”kvinder opretholder halvdelen af himlen” som Mao udtrykte det, er deres politiske magt eller indflydelse ikke tilsvarende. Dette gælder også for mændene!

Kvindefrigørelse blev anvendt for at opnå opbakning for interventionerne i Afghanistan og Irak.

Alligevel er mange kvinder især i den vestlige kultursfære blevet integreret under de eksisterende magtstrukturers præmisser. Stræben efter opnåelsen af ligestilling i den økonomiske og politiske elites univers, rejser spørgsmålet om disse kvinder, som har nydt godt af feminismens historiske emancipations-kamp, ikke er en del af problemet.

Ikke en homogen masse

Som sociologisk og politisk kategori skal det ikke glemmes, at kvinder ikke udgør en homogen masse. Selv de kvinder i vores del af verden, der føler et vist ansvar for deres ”medsøstre” i ikke-vestlige samfund, står i et ideologisk/politisk dilemma. Til trods for deres engagement, er de i de senere år blevet inddraget i det dominerende globale establishments måde at fungere på. Disse assimilerede kvinder kan således betragtes som bestanddel af et system, der kan opfylde de fleste af deres personlige behov og krav (dog ikke uden kamp).

Et antal idealistiske kvinder har således, uvilkårligt (og ubevidst), overtaget den herskende ideologi og diskurs, der anser en vestliggørelse af resten af verden som en forudsætning for disse samfunds frigørelse. Under disse omstændigheder er der opstået en latent konvergens med den officielle politiske målsætning, som den vestlige elite prøver at gennemtrumfe hos ”Resten”.

Mange af de oprindelige krav, som vestlige NGO’er prøvede at få implementeret i den ikke-vestlige verden, er nu blevet en ideologisk komponent af den vestlige strategiske og taktiske diskurs og politik. Dette har givet sig udtryk i krige, regimeskifte, farve-revolutioner, symbolske anstrengelser imod kvindernes undertrykkelse i disse lande, etc.

Vestlig "fake" humanisme

Især i den muslimske verden har den kulturelle dimension spillet en stor rolle. Hvem husker ikke, hvordan kvindefrigørelsen blev anvendt som ideologisk instrument for at opnå opbakning for interventionerne i Afghanistan og Irak? Fra Washington til København blev krigene fremstillet som udslag af vestlig humanisme hvis hovedformål var at befri især disse landes kvinder, ikke alene fra deres samfunds undertrykkelse, men fra deres religion. Samtidig oplevede verden en larmende tavshed omkring kvindernes situation i Saudi Arabien og landets ansvar i spredningen af terrorisme over store dele af verden.

For at undgå at blive betragtet som et vedhæng til Vestens strategiske planer i de muslimske samfund må den militante kvindebevægelse fremvise en vej hvor solidaritet med de progressive kræfter i denne region adskiller sig fra den vestlige verdens ”fake” humanisme.

Solidaritet med kvinderne i de muslimske lande, som siges at have været målet for Vestens militære interventioner, burde have medført en afsløring af denne politik. Befinder disse samfund sig nu på et højere stadie? Hvad er sammenhængen mellem den vestlige destabiliserende strategi og tilstrømningen af flytninger til Europa?

Kan kvindebevægelsen glemme Rosa Luxemburg, der advarede, at verden var truet af barbari og at kapitalismen/imperialismen ikke er alternativet.