Ifølge en central figur i dansk politik lever vi i den bedste af alle verdener, som imidlertid trues, hvis USA skulle opgive at lede det internationale system. Dette skræmmende perspektiv for den europæiske elite kommer til udtryk i Anders Fogh Rasmussens bog ”Viljen til at lede”/”The Will to Lead”.

De neokonservative kræfter, der nu bestræber sig på at tilvejebringe ”to, tre, mange Afghanistan”, synes at have mistet dømmekraften.

I forordet til den danske udgave skriver han, at formålet med bogen er at give en personlig analyse af Vestens geopolitiske situation: 

”Verden har brug for en politibetjent, der kan sikre frihed og fred, stabilitet og samhandel. USA er det eneste land i verden, der kan og vil løfte den opgave.  Og USA er – når alt kommer til alt – det eneste land i verden, vi ønsker skal indtage den rolle.” 

Med dette strategiske/ideologiske udgangspunkt kan man ikke forvente andet end en lovprisning af USA's udfoldelse af økonomisk og militær magt især siden Anden Verdenskrig. En kritisk tolkning, der inddrager historie, kommer ikke fra denne kant.

I krig 93 procent af tiden

Måske ville det overraske ham og hans stab i konsulentvirksomheden ”Rasmussen Global” at blive mindet om, at USA siden Den amerikanske Revolution i 1776 har været i krig 93 procent af tiden. Landet har kun kendt fred i 21 år! Den længste periode af isolationisme, hvor USA ikke var i krig, var mellem 1935 og 1941.

Anden Verdenskrig forvandlede USA til lederen af det kapitalistiske verdenssystem takket være landets stærke økonomiske og militære magt.  Militærets oprustning og voksende politiske indflydelse fik den amerikanske præsident General Dwight Eisenhower til at advare imod ”det militærindustrielle kompleks” og dets undergravning af det amerikanske demokrati og militariseringen af landets økonomi. 

Jimmy Carters dom over USA

Faktisk gennemgår det amerikanske samfund i de senere år en strukturel krise, som truer med at splitte nationen. Landets to-parti system har længe dækket over fremkomsten og styrkelsen af en politisk og økonomisk elite. Forhenværende præsident Jimmy Carter har ligefrem udtalt, at USA er blevet ”et oligarki med ubegrænset korruption.”

Vestens neoliberale og neokonservative elite frygter, at uden USA's ledelse vil den vestlige verdensorden være truet af sammenbrud. Som Anders Fogh udtrykker det: ”Nu befinder jeg mig selv i en usædvanlig situation, hvor jeg må tilskynde USA ikke at opgive sin rolle som frihedens forkæmper og garant for den globale orden.”

Sandt nok er det, at verdens fremtid trues af alvorlige, men menneskeskabte udfordringer: Ifølge Oxfam er den rigeste én procent mere velhavende end resten af verden. En sådan ulighed vil ikke kunne opretholdes med demokratiske og fredelige midler! Desuden er neokonservatismens manglende hensyn for miljøproblemet og klimaforandringerne en trussel imod menneskehedens overlevelse.  

I denne kontekst at udråbe Rusland og Kina til destruktive kræfter skaber heller ikke megen plads til diplomatiske løsninger af konflikter mellem atommagter.

I 1960'erne mente Che Guevara, at det gjaldt om at skabe ”to, tre, mange Vietnam” for at underminere USA’s imperialisme.  De neokonservative kræfter, der nu bestræber sig på at tilvejebringe ”to, tre, mange Afghanistan”, synes at have mistet dømmekraften. Denne strategi styrker nemlig ikke USA’s hegemoni!

I en anmeldelse af ”The Will to Lead” på ”theamericanconservative.com”, skriver en politolog: ”Før han insisterer på, at amerikanere ofrer deres liv og penge for at administrere verden, burde Rasmussen sandsynliggøre, at succes er mulig, ikke mindst hvad angår omkostningen og anstrengelsen. Men Washingtons forsøg på at omforme Mellemøsten, Centralasien og Nordafrika i de sidste næsten 16 år har været en katastrofe.”