I den herskende diskurs placeres ansvaret for en ny kold krig ensidigt på en påstået russisk aggressivitet. Konflikterne i Ukraine og i Syrien sættes sjældent i kontekst med USA's neokonservative geopolitiske agenda.

Vil Trump spille det russiske ”kort” ved at normalisere forholdet til Moskva samtidig med en forværring af relationer til Kina? 

Ruslands aktivistiske modstand imod den amerikanske politik har medført en primitiv dæmonisering af Vladimir Putin. Det er imidlertid rigtigt. at uden Ruslands og andre magters opposition (blandt andet Kina, Iran og Syrien) ville projektet om en amerikansk-domineret verdensorden være blevet gennemført. 

Den historiske ironi består i, at den amerikanske imperialismes (økonomisk og ideologisk) neokonservative målsætning var blevet muliggjort som resultat af USSR’s opløsning for 25 år siden. Ikke alene havde Washington støttet Boris Jeltsins kup, men USA overvågede den russiske overgang til kapitalismen. 

Omkostningerne blev enorme for samfundet, mens landet blev marginaliseret på det internationale plan. I 2005 beskrev præsident Putin denne historiske deroute som ”det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe.” 

Objektivt betragtet var USSR’s overgang til socialisme en meget kompliceret proces. Revolutionen havde fundet sted for 100 år siden i et økonomisk tilbagestående land. 

Trods dette samfunds ufuldkommenhed, som skyldtes til dels interne forhold så vel som ekstern antagonisme og militær intervention, var det lykkes at overleve som samfundsformation. Ikke alene det, men landet bidrog mere end noget andet til nedkæmpelsen af Nazi-tyskland.

USA's kinesiske "kort"

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig, og til trods for den Kolde Krig, var Sovjetunionen kommet ud af sin isolation. Især med den kinesiske revolutions sejr i Asien blev det gensidige styrkeforhold til Vestens ugunst.

I en tale til kinesiske studerende i Moskva i 1957 forudså Mao Zedong, at den nye magtbalance mellem socialismen og kapitalismen ville medføre afslutningen af vestens dominans af verden. ”I kampen mellem den socialistiske og den kapitalistiske lejr, var det ikke længere vestenvinden, der var stærkest, men østenvinden.”

Formålet med at minde om dette perspektiv er at pege på den potentielle styrke socialismen ville have haft, havde de to kommunistiske partier kunnet enes om bekæmpelsen af imperialismen. På grund af national egoisme forsøgte USSR – med Nikita Khrusjtjovs sameksistens politik overfor USA – at opnå fordele for Rusland på bekostning af de andre socialistiske landes interesser.  

Under disse omstændigheder kunne USA, som i 1960'erne førte krig i Indokina, spille det kinesiske ”kort” imod Rusland ved at normalisere forholdet til Kina og bane vejen for landets indlemmelse i verdensøkonomien. 

Verdenshistorien er siden gået sin gang. 

Donald Trump

Den amerikanske valgkamp for nylig har bragt en ny præsident til magten. Mens Hillary Clinton som præsident kunne have ført til krig mellem USA og Rusland, har en normalisering af forholdet mellem Washington og Moskva været en bestanddel af Donald Trumps diskurs. Samtidig har han imidlertid sat antagonismen imod Kina og Iran på dagsordenen. 

Vil den nye amerikanske administration spille det russiske ”kort” ved at indgå en normalisering af forholdet til Moskva samtidig med en forværring af relationer til Kina? Formålet kunne således være en gentagelse af del og hersk politik. Arkitekten den gang var Henri Kissinger, som nu er en Trump-rådgiver!

Imidlertid synes ledelsen i både Rusland og Kina bevidst, om at kun deres sammenhold kan forhindre en amerikansk dominans af verden. For nylig sagde præsident Putin, at det kinesisk-russiske forhold er mere end en strategisk alliance.

Velkommen til Eurasien!