Nu hvor sommeren snart er overstået, kan to påstande bekræftes: Historien er langtfra afsluttet, og politisk udvikling holder aldrig ferie! 

 Donald Trump har opfanget den populistiske modstand imod globalisering, mens Hillary Clinton er elitens garant for fortsat globalisering.

I denne henseende vil den situation, som opstår i forbindelse med præsidentvalget i USA, komme til at dominere verdenspolitikken.  Allerede under nomineringsprocessen, hvor de to partier skulle vælge deres kandidat, har det været påfaldende, hvor megen dækning danske medier har skænket forløbet.  

Man skulle tro, at Danmark var en delstat af USA, og at medierne har taget parti for Hillary Clinton! 

Mail-skandale hos Demokraterne

Få dage før Det demokratiske partis konvent skulle udpege sin kandidat, offentliggjorde WikiLeaks tusindvis af hackede e-mails mellem medlemmer af partiets ledelse. Forargelsen var enorm! Denne korrespondance viste konkret, at partiets ledelse og Clintons kampagnestab havde rottet sig sammen imod en nominering af Bernie Sanders.  

Den ansvarlige partiformand og andre medarbejdere fratrådte deres poster som konsekvens af afsløringen af deres lumske og uetiske metode. Umiddelbart derefter blev den afgående partiformand straks udnævnt til at blive en vigtig medarbejder i Clintons kampagne! 

I stedet for at udnytte denne situation valgte Bernie Sanders at anbefale Hillary Clintons kandidatur. Dette, uanset den store succes og opbakning han selv havde fået fra sin politiske base. Logikken var, at alt måtte gøres for at forhindre en sejr til Donald Trump ved valget i november. Dette i sig selv antyder, at Clinton ikke betragtes som en stærk kandidat!  

Partitoppens afledning

Ovenpå e-mail-skandalen gennemførte det demokratiske partis top en afvigemanøvre, der skulle bortlede opmærksomheden fra en diskussion af denne irregulære og uacceptable fremgangsmåde. Godt støttet af medierne blev i stedet selve handlingen, nemlig lækagen og dens offentliggørelse, sat på dagsordenen.   

Dette fænomen er ikke ukendt i politik! Allerede for flere årtusinde siden ironiserede den kinesiske filosof, Konfucius, over denne afledningsstrategi: ”Når fingeren peger på månen, kikker idioten på fingeren.” 

Uden at der var konkret bevis for det, blev den tankegang lanceret, at den russiske præsident Putin måtte være den ansvarlige for dette angreb på Det demokratiske parti. I New York Times skrev den kendte økonom, Paul Krugman, en kommentar med titlen ”Donald Trump: Den siberiske kandidat!” Ifølge denne tankegang er den russiske motivation ikke mindre end at hjælpe Donald Trump til at blive USA's næste præsident. 

Det er ingen statshemmelighed, at den amerikanske politiske klasse er fjendtlig indstillet overfor Kreml. Hillary Clinton har således udnævnt Putin til at være nutidens Hitler.

I modsætning til denne diskurs har Ruslands leder og Donald Trump udvekslet høfligheder overfor hinanden med håb om en normalisering af de bilaterale relationer. Derfra til at antage at Vladimir Putin ville være så kortsynet at blande sig direkte i amerikansk politik, især med en figur som Donald Trump, er springet rimeligt stort.

Valg mellem pest eller kolera

Sandsynligvis på grund af deres viden om omfanget af amerikanske interventioner i andre landes politik (ikke mindst Ruslands!), har både direktøren for det nationale efterretningsvæsen, James Clapper, og Præsident Barack Obama forsøgt at neddæmpe denne kampagne.

Med hensyn til hvad der kan forventes, tror samfundskritikeren Cornel West, at ”Trump vil være en neofascistisk katastrofe og Clinton en neoliberal ulykke!”

En mere sociologisk fortolkning kunne dog være at Donald Trump har opfanget den populistiske modstand imod globalisering, mens Hillary Clinton er elitens garant for fortsat globalisering.