22 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Verdenspolitik: Vendepunktet og ”fløjen”!

Blogs

Ellen Brun
Dr. Scient. Soc.
Har studeret på Københavns universitet, på Sorbonne i Paris samt på Wiens universitet. Har sammen med Jacques Hersh udgivet flere bøger blandt andet ”Kapitalismens Udviklingssystem” og ”Kulturrevolution i Kina”. Var aktiv i bevægelsen mod Vietnamkrigen og medlem af Dansk Bertrand Russell Råd, der støttede afholdelsen af Russell tribunalet i Roskilde. Aktiv skribent på Politisk Revy og senere medstifter og redaktør af tidsskriftet SALT.
Blogindlæg af Ellen Brun

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 10. juni, 2015, 08:06:15

Verdenspolitik: Vendepunktet og ”fløjen”!

Som garant for en ”rød” regerings overlevelse er EL blevet fanget i det parlamentariske spil med et indirekte ansvar for gennemførelsen af blå udenrigspolitik.

Den igangværende valgkamp bekræfter, at selvom Danmark er engageret i forskellige krige, kommer landets aktivistiske udenrigspolitik sjældent op til diskussion. At bryde denne tavshed burde være en oplagt opgave for venstrefløjen.

”Fløjens” tvetydighed er endnu mere påfaldende omkring konflikten i Ukraine, hvor et vestligt støttet fascistisk kup imod en demokratisk valgt (dog ikke særlig sympatisk) regering fandt sted.

Verden gennemlever nemlig et historisk, kritisk moment, som kræver en fortolkning. For at give mening til denne tilstand er Antonio Gramscis definition af begrebet ”krise” som vendepunkt nyttigt. ”Krisen”, skrev han, består i, at ”det gamle nægter at dø, og det nye ikke kan fødes. I den mellemliggende periode kan uhyrligheder opstå.”  

Anvendes denne forståelsesramme på nutidens såkaldte ”verdenssamfund”, er det nærliggende at argumentere, at det økonomiske og politiske system befinder sig i en overgangsfase. Set med disse briller, er det lettere at vurdere modsigelserne og de politiske/militære konflikter, der finder sted. Desuden bidrager en sådan dialektisk tilgang til at fortolke de faremomenter og muligheder, som situationen indeholder.  

USA's dominans

Centralt i denne problemstilling er, at USA, som leder af den gamle vestlige imperialisme, nægter at give afkald på sin position. Uanset landets tiltagende, generelle svækkelse, forsøger den amerikanske elite gennem en hyper interventionistisk politik at forhindre en deling af magt og indflydelse.  

Under de herskende omstændigheder bliver ”venstrefløjen” nødt til at tage stilling for, enten hvad Gramsci ville have kaldt ”det Gamle” (den europæiske/vestlige ”orden”) eller ”det Nye” (den koalition af lande, som står i et eller andet modsætnings-forhold til ”det Gamle”). En sådan blokdannelse, der omfatter forskellige typer regimer og organisationer i den ikke-europæiske sfære, er nemlig i færd med at blive ”født” med Kina og Rusland som sponsorer.                 

I forhold til disse to historiske tendenser har Europas politiske elite igennem EU taget stilling til fordel for en fortsættelse af USA's globale dominans. Derigennem er visionen om Europa, som en selvstændig brobygger til de nye ikke-europæiske aktører, gået af fløjten. I endnu højere grad end under Den kolde Krig er EU og NATO blevet fortalere for og direkte deltagere i gennemførelsen af beslutninger truffet i Washington.

Dilemmaet for den ”reelt eksisterende venstrefløj” er tydeligt. Ikke alene har store dele af denne reformistiske strømning (Socialdemokratiet med SF og Enhedslisten som parlamentariske støttepartier) accepteret at videreføre en variant af nyliberalisme i deres samfundsøkonomiske politik (via Bruxelles) men de har, stiltiende accepteret amerikansk interventionisme i deres verdenssyn og udenrigspolitik.

Ø fanget i et parlamentarisk spil

I denne sammenhæng har forvirringen omkring Mellemøsten og Ukrainekrisen været symptomatisk. Med hensyn til krige og regimeskift i Mellemøsten har den parlamentariske venstrefløj støttet USA's dikterede politik imod sekulære (men ikke demokratiske i vestlig forstand) styrer i Libyen og Syrien. Som garant for en ”rød” regerings overlevelse er EL blevet fanget i det parlamentariske spil med et indirekte ansvar for gennemførelsen af blå udenrigspolitik.

 ”Fløjens” tvetydighed er endnu mere påfaldende omkring konflikten i Ukraine, hvor et vestligt støttet fascistisk kup imod en demokratisk valgt (dog ikke særlig sympatisk) regering fandt sted. Påfaldende i den henseende er, at til trods for de potentielle faremomenter for en atomkrig mellem NATO og Rusland har venstrefløjen undladt at mobilisere en bevægelse for en fredelig løsning af konflikten.

En forhindring i denne forbindelse er ”fløjens” tilsyneladende svage teoretiske og historiske forståelse af imperialisme og geopolitik. Konfrontationen i Ukraine er nemlig forbundet med storpolitik i den forstand, at USA har haft en interesse i at skabe spændinger mellem Europa og Rusland. Formålet er at forhindre en tilnærmelse af EU til det eurasiatiske projekt mellem Kina, Rusland og eventuelt Vesteuropa (især Tyskland). Med andre ord ”Fuck Europe” som USA's vice-udenrigsminister så frækt udtrykte sig i begyndelsen af krisen i Ukraine!

Det er i denne kontekst at en kritisk holdning til udenrigspolitik må udvikles med henblik på at bekæmpe tendensen til ”uhyrligheder”. Hvis ikke af venstrefløjen, hvem så?