Det er spekulanter, der er på jagt. De drømmer om at tvinge kronen til at blive mere værd målt i euro – som det for kort tid siden gik med schweizerfrancen, der også var bundet til euroen. Lykkes det, vil det få alvorlige konsekvenser.

Spekulanterne vil score en enorm gevinst, fordi de kroner, de har købt, vil stige i værdi. Modsat vil Nationalbanken og pensionskasserne tabe på de euro og anden valuta og udenlandske værdipapirer, de har. Samtidig vil den danske konkurrenceevne falde pludseligt på eksportmarkederne med tab af arbejdspladser.

Fastkurspolitik er ikke den helligdom, den fremstilles som, den er et politisk valg, der i disse dage klart kan ses som en risikabel politik.

Derfor er der ikke andre svar end at forsvare kronekursen mod spekulanterne. De skal ikke tjene milliarder på danskernes bekostning, men det forsvar er heller ikke uden problemer.

De stærkt faldende renter, et af Nationalbankens instrumenter, kan føre til en ny boligboble, fordi boligkøbere med lav rente kan købe alt for dyrt. Og de negative renter kan ikke bare fortsætte ned. Faren er, at økonomien går i stå, og de finansielle virksomheder står til store tab. Og selv om Nationalbanken kan udstede alle de kroner, de vil – til køb af euroen for at holde kursen på kroner nede – så er der selvfølgelig en grænse for, hvor mange kroner der kan udstedes og sendes ud i verden, og hvor mange euro der kan hobes op i Nationalbanken.

Forsvaret for kronen er i øjeblikket den eneste mulighed, men udviklingen viser også nødvendigheden af at sætte spørgsmål ved den såkaldte fastkurspolitik, der i øvrigt ikke er en fastkurspolitik. Vi er bundet til euroen, men i forhold til den svenske krone, den norske, dollar og verdens fleste andre valutaer er euroen og dermed kronens kurs flydende og dermed tilpasset de enkelte landes økonomiske styrke, hvor en svag økonomi kan kompenseres gennem lavere kurser for at klare konkurrencen.

Fastkurspolitik er ikke den helligdom, den fremstilles som, den er et politisk valg, der i disse dage klart kan ses som en risikabel politik. Svenskerne har med deres valutapolitik klaret sig bedre gennem krisen end Danmark.

Bindingen til euroen har bundet vores økonomiske politik. Danske regeringer skal tilpasse rente-, penge- og finanspolitikken for at vinde finansmarkedernes tillid til, at vi holder os tæt til euroen. Og vi har i EU bundet os til en stram finanspolitik, hvor der er snævre grænser for indgreb overfor markederne, Skiftende regeringer har adopteret EU’s sparepolitik, som for eksempel budgetloven. Landets budget skal godkendes af EU ud fra deres politik, ikke hvad der er godt for dansk økonomi. Det skal vi frigøre os fra.

Når valutaerne ikke kan tilpasse sig løbende til ændringer i landenes økonomiske styrke, så er der bare såkaldte "interne devalueringer" tilbage: Lønningerne skal presses ned, skatterne og velfærden sænkes. Interne devalueringer er alternativet til, at valutaen justeres, hvis konkurrenceevnen skal styrkes.

En afskaffelse af fastkurspolitikken vil ikke fjerne spekulanterne, men gøre det vanskeligere for dem at lave sådanne aktioner, som dem, vi ser i øjeblikket. Og give med frihed i den økonomiske politik.