Vi skal have flere reformer, siger de borgerlige, men der er jo lavet stribe af reformer – læs forringelser for lønmodtagerne: Stramninger af dagpengereglerne, efterlønnen er massakreret, pensionsalderen er sat op, topskatten er sat ned, selskabsskatten er sænket - listen er uendelig.

Aktiegevinsterne er steget, men investeringer i form af nye arbejdspladser er på det laveste niveau i mange år.

Og hvorfor får de aldrig spørgsmålet: De mange reformer har jo ikke virket som lovet. Arbejdsløsheden er høj, den økonomiske vækst er rekordlav. Skal der bare laves flere reformer af den slags når dem, der er lavet, ikke virker?

Den sidste påstand er måske lidt overilet. For reformerne har virket: De rige er blevet rigere og uligheden er vokset.

Så sent som i denne uge har LO fremlagt en ny statistik: Lønkvoten i industrien, altså lønningernes andel af den samlede værditilvækst, er igen faldet. Nu til det laveste niveau i 10 år. Så må de da være glade – og det er de vel også. I hvert fald er fortjenesten på investeringer, indkomster man får uden at lave noget, voksende. I december sidste år blev de største selskabers udbytte til aktionærerne opgjort til 600 milliarder kroner i form af kursstigning og udbetaling af udbytter.

Kritiske Aktionærer fik her i foråret lavet en beregning af et uafhængigt institut over, hvor meget aktionærerne i Danske Bank havde tjent, siden banken blev reddet af skatteyderne gennem bankpakkerne. 145 milliarder kroner har aktionærerne tjent.

Den liberale tankegang er ellers, at dem der tager risikoen, skal have gevinsten, men her lod staten (fra SF og højre ud) skatteyderne tage risikoen med ubegrænsede garantier og milliarder af kroner som indskudt kapital - mens gevinsten blev privatiseret. Der var ellers politisk enighed om, at gevinsten skulle deles – indtil A.P.Møller, Danske Banks hovedaktionær, sagde nej.

Resultatet af de mange reformer og foræringer til de rigeste er klart og tydeligt. De 10 procent rigeste har cirka 40 procent af danskernes nettoformue og ejer samlet mere end de 70 procent, der har den laveste indkomst.

Aktiegevinsterne er steget, men investeringer i form af nye arbejdspladser er på det laveste niveau i mange år, langt under 1995 og måske endnu længere tilbage, hvis vi trækker ældre statistikker frem.

Der er brug for flere reformer, men ikke skattelettelser til dem, der tjener mest. Vi skal have mere lighed, og reformer skal fremme grøn omstilling. Det er der både arbejdspladser og eksport i. Derfor er det dybt godnat, når regeringen vil afskaffe PSO-afgiften (afgiften på el-forbrug der bruges til at fremme vedvarende energi) og i stedet hæve personskatten.

Uden at vide, hvad regeringen nøjagtigt foreslår, kan man notere med sikkerhed: Det er de rigeste, der betaler mest i PSO-afgift, fordi deres energiforbrug er større end gennemsnittet. De får umiddelbart størst fordel. Og fjerner man en afgift, der stiger jo mere energi man bruger, fjerner man også en tilskyndelse til at spare på energien. To dårlige ting og det kan kun gå galt for miljøet og ligheden i samfundet.