30 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Genstart velfærden

Blogs

Kirsten Normann Andersen
Medlem af Folketinget for SF
Ordfører for blandt andet velfærd, sundhed, boliger og kommunalpolitik. Tidligere formand for FOA Aarhus.
Blogindlæg af Kirsten Normann Andersen
tir. 13. apr - 2021
tir. 02. feb - 2021
tir. 08. sep - 2020
tir. 30. jun - 2020

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 13. april, 2021, 08:45:58

Genstart velfærden

Vi skal have gjort op med en situation, hvor økonomi er prioriteret frem for faktiske behov. Et skridt på vejen er en ny velfærdslov, som giver nogle få kommuner mulighed for at fjerne bureaukratiet. De borgerlige partier stemte imod, fordi kommunerne ikke længere er forpligtede til at lade private varetage kommunale velfærdsopgaver.

Arbejdet med mennesker forudsætter et godt samarbejde med kolleger og ledelse, men altså også med den borger, som er afhængig af støtte, behandling eller pleje.

Mange love og regler på velfærdsområdet har direkte reference til privatisering. Jeg prioriterer imidlertid mennesker over privat profit.

En god relation er en forudsætning for et trygt og tillidsfuldt samarbejde. Men øget standardisering af arbejdet i sundhedssektoren har reduceret mulighederne for det relationelle i samarbejdet – og det skaber ikke kun grobund for flere og flere klager. Det skaber også grobund for vrede og i værste fald for vold.

En klage i social- og sundhedsvæsnet er en bekostelig affære. I nogle tilfælde ender sagerne i retssystemet, hvor ansatte sidder på anklagebænken. I andre tilfælde reagerer patienter og borgere med vold, og desværre har vi set alt for mange eksempler på, at det kan være livsfarligt for de ansatte.

Jeg har en yndlingsreplik i Nick Horups serie med Morten og Peter, som har Downs syndrom.

Nick fortæller Morten og Peter, at han har fået en lille søn. Morten spørger, om han har Downs syndrom? Det har han ikke – hvortil Morten konstaterer, at det var en skam, for man har sådan et godt liv med Downs syndrom.

Ulykkelige klagesager

Sådan skal det jo være. Netop på handicapområdet oplever vi alt for mange ulykkelige klagesager, som i bund og grund repræsenterer utryghed, frygt – men også stor vrede.

I ældreplejen har standardisering reduceret muligheden for det meningsfyldte direkte samarbejde mellem ansatte og borgere. Relationen er erstattet af kontrakter, som borgeren indgår med ”systemet” på baggrund af politisk vedtagne standarder.

Udføreren har ansvaret for at løse de aftalte opgaver – hverken mere eller mindre. Det er meningsløst, når man støder på eksempler som borgeren, der ikke kan få vasket ryggen, fordi det ikke er en del af standarderne.

Og man kan ikke fortænke borgeren i at rette anklagen mod den ansatte, som – med kluden i hånden og 10 sekunder mere – kunne have imødekommet borgerens ønske.

På voksen- og handicapområdet har vi set eksempler på private firmaer, som ansættes til at vurdere en borgers behov for hjælp. De overvåger borgeren i dagevis, mens de tager tid på hverdagens opgaver og noterer borgerens behov for hjælp.

Der har sågar været eksempler på, at de pågældende virksomheder blev aflønnet efter, hvor meget de kunne reducere borgerens behov for hjælp.

Mange bosteder og opholdssteder er privatejede og modtager ofte meget sårbare borgere. Nogle af stederne har tilmed tænkt, at netop deres beboere var så sårbare, at de skulle køres et andet sted hen, når der var tilsyn.

Men vi fik syn for sagen, da nogle børn tog sagen i egen hånd og filmede en barsk hverdag med vold og trusler. Hvordan kan det ske i velfærdssamfundet anno 2021?

I den seneste tid har vi hørt om fødeafdelinger, som må sende kvinder i fødsel på lange køreture til andre sygehuse, fordi der ikke er plads til dem. Eller de nybagte forældre sendes hjem midt om natten, fordi der ikke er plads til en overnatning. En patientklage er ikke bare en klage. Den er også et udtryk for, at en lille ny familie fik en utryg start.

Økonomi over behov

Listen over eksempler på systemer og vilkår, som definerer samarbejdet med borgeren, er lang. Det er alt sammen eksempler på vilkår, hvor økonomi er prioriteret frem for faktiske behov og det relationelle samarbejde.

Vi ved, at relationer betyder noget for trygheden. Den gode relation til et veluddannet personale, som skal tage vare på patienten, skaber tryghed.

I en travl hverdag kan det være svært at sikre kontinuitet i personalesammensætningen. Men hvis alternativet er en utryg patient med alt, hvad det måtte medføre af trusler og vold, skal vi så ikke alligevel gøre forsøget?

Klager og arbejdsskader er dyrt – ikke kun menneskeligt men også økonomisk. Det er ressourcer, som vi med fordel kan anvende til forbedrede relationer.

Vi har brug for at få hugget en gordisk knude over, og det klares ikke med småjusteringer i loven.

Det er baggrunden for en ny velfærdslov, som giver nogle få kommuner mulighed for at fjerne bureaukratiet.

Alle borgerlige partier stemte imod forslaget, som gav tre kommuner denne mulighed på ældreområder – af en eneste grund: Kommunerne var ikke længere forpligtede til at lade private virksomheder varetage de kommunale velfærdsopgaver.

Opgør med privatisering

Det er måske forståeligt, for det kan være et opgør med mange års borgerlig forsøg på privatisering af velfærden. Mange love og regler på velfærdsområdet har direkte reference til netop privatisering. Jeg prioriterer imidlertid også mennesker over privat profit.

Jeg vil ganske enkelt hellere bruge penge på mennesker – end jeg vil bruge dem på systemer og sagsbehandling af klager og ulykkelige retssager, og jeg håber, at de udvalgte kommuner for alvor vil genstarte de udvalgte velfærdsområder.