Produktivitetskommissionen kommer i næste uge med sin rapport om den offentlige sektor. Skal man dømme efter Kommissionens hidtidige arbejde, vil rapporten pege på flere effektiviseringer og flere besparelser.

Men det offentlige har en række forpligtelser, som ikke bare kan spares væk. Alligevel er der store effektiviseringsgevinster at hente. Dem har Kommissionen bare ikke fået øje på.

Kommissionsformand Peter Birch Sørensen gætter på, at kommunerne har et potentiale for en produktivitetsforbedring på mindst ti procent, hvis man følger best practice.

Der burde have stået kollektiv forebyggelse på Produktivitetskommissionen dagsorden. I stedet får kommunerne besked om at spare på ydelser, som de er forpligtet til at tilbyde til borgerne.

En analyse af Folkeskolen viser angiveligt et produktivitetspotentiale på over fem milliarder kroner, hvis alle kommuner kommer på niveau med de mest effektive. Kommissionen peger på, at dette svarer til en produktivitetsforbedring på 12 procent og mener, at der inden for andre kommunale områder samt inden for regionerne og staten er et produktivitetspotentiale, ”der svarer til det”.

Jeg gætter derfor på, at Kommissionens næste rapport vil lægge op til omfattende effektiviseringer og besparelser og mere New Public Management. Dermed vil tonen være slået an i den offentlige debat op til Finanslov og Kommunalvalg.

Grænser for besparelser

Men der er grænser for, hvor meget man kan spare på denne måde.

I et indspil til Produktivitetskommissionen gør KL opmærksom på, at der påhviler kommunerne en forsyningsforpligtelse i forhold til at kunne levere serviceydelser til borgerne, som man ikke har i en almindelig privat virksomhed.

Forpligtelsen indebærer, at kommunerne er nødt til at have kapacitet på områder, hvor det på et frit marked ikke ville være rentabelt at opretholde et produktionsapparat - for eksempel tilbud om dagpasning og undervisning i områder med meget spredt bebyggelse, etablering og vedligeholdelse af forsyningsledninger og veje til landdistrikter med få betalende forbrugere, at alle børn har ret til et undervisningstilbud i folkeskolen (mens privatskoler kan afvise (ressourcesvage) elever, af for eksempel ressourcemæssige årsager).

Velfærdsstatens problem

Hvis man for alvor vil effektivisere den offentlige sektor, skal der tages fat et helt andet sted.

Velfærdsstatens store problem har alle dage været, at den aldrig har haft succes med at forebygge, hvorfor problemerne ofte er blevet så store, at de heller ikke har kunnet helbredes.

Derfor må nøgleordet i en effektivisering af den offentlige sektor være forebyggelse. Kollektiv forebyggelse er langt billigere end individuel helbredelse.

Vi må sætte ind over for de mekanismer, der skaber de forskellige problemer. En reel forebyggelse kræver, at samfundet kan gribe ind over for eksempelvis

• virksomheder, som producerer arbejdsbetingede sygdomme og lidelser

• urimelige krav til arbejdskraften om geografisk mobilitet og fleksibilitet i forhold til arbejdstider m.v. 

• profitbestemt og ineffektiv outsourcing

• en butiksstruktur, som tvinger os til at bruge alt for megen energi

• forringelse af vores fødevarer, der fører til stadig flere følgesygdomme

Gør vi det, opstår der færre skader, som velfærdsstaten bagefter skal reparere.

Disse spørgsmål burde regeringen have sat på Produktivitetskommissionens dagsorden. Det gjorde den ikke. I stedet præsenteres vi nu for løsningsforslag, som giver udsigt til nye problemer.