13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpenge og kontanthjælp er også faglig kamp

Blogs

Henning Overgaard
Formand 3F Transport Esbjerg 2007-2016
1997-2001: Tillidsrepræsentant i Esbjerg Frysehus/Agri-Norcold 2001-2007: A-kasseleder i 3F Esbjerg Transport (tidligere SiD T.) 2007- 2016: Afdelingsformand i 3F Esbjerg Transport 2016- : Forbundssekretær i 3F
Blogindlæg af Henning Overgaard

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 26. april, 2016, 05:42:40

Dagpenge og kontanthjælp er også faglig kamp

Kampen for et trygt sikkerhedsnet, hvis man bliver arbejdsløs eller slet ikke kan arbejde, hænger uløseligt sammen. Og når arbejdsgiverne netop nu vil hæve pensionsalderen, så skal vi mere op på dupperne.

I 1977 blev jeg seks år. Det var dengang en arbejder, der havde betalt sin A-kasse i mindst ét år, var sikret sin understøttelse, indtil der igen var et jobtilbud - altså ubegrænset dagpengedækning.

Arbejdsgiverne har altid ønsket dårligere sikkerhed for arbejderne ved arbejdsløshed, for så er vi mere medgørlige.

I 1992 blev Danmark Europamester i fodbold. Året efter, var der kommet gang i beskæftigelsen, og der blev indført en grænse på max. syv års dagpenge. Blot to år senere blev de syv skåret ned til fem år.

Sådan var det, da jeg blev tillidsmand i 1997. I øvrigt på en arbejdsplads, hvor der hele tiden var op- og nedgang i beskæftigelsen, og det derfor var helt almindeligt at se kollegaer regelmæssigt blive fyret og genansat - og fyret igen. 

Alligevel blev dagpengene året efter sat ned til max. fire år. På bare seks år var dagpengene gået fra ubegrænset til kun fire års dækning, uden at prisen for medlemsskab af en a-kasse var blevet mindre.

I 2010, mens Danmark var i historisk beskæftigelsesmæssig krise, og arbejdere i hobetal mistede deres job, halveredes dagpengene så til kun to års dækning - og genoptjeningskravet blev samtidig doblet op.

Prisen blev stadigvæk ikke mindre. Væk var det gode sikkerhedsnet, der skulle beskytte lønmodtagere mod de tragiske følger, der kan opstå af at miste sit arbejde.

Og her er ikke engang nævnt andre forringelser indført i samme årrække. Færre kan få efterløn, og endnu færre får førtidspension, mens sygedagpenge er begrænset. Da de syge ikke kan arbejde, og der ikke er job til alle, er den naturlige konsekvens, at mange flere derfor skubbes over på kontanthjælp.

Mere sort bliver det, da kontanthjælpen i samme periode er blevet vildt forringet. Dagpengene er blevet skåret, først i opgangs- og siden i krisetider,  og så har man lige klippet kontanthjælpen - der hvor arbejderen ender, når andre muligheder ikke er til stede.

Nu er der indført et moderne kontanthjælpsloft, så bl.a. en enlig mor ikke kan få mere hjælp, når hun rammer loftet på kr. 15.031 - og det er, hvad hun samlet modtager inklusive boligstøtte, særlig støtte, tilskud til dagsinstitution, børne- og ungeydelse samt børnetilskud.

Hvor mange arbejderbørn vil blive udelukket fra fodboldklubben eller andre børnesociale aktiviteter?

Det er frygteligt at opleve medlemmer, der har passet deres job og så bliver ramt af sygdom, arbejdsskade eller arbejdsløshed, ryge ud i den her ulykke.

Et umenneskeligt kontanthjælpsloft, der kun har til formål at stille landets mest udsatte borgere dårligere.

Arbejdsgiverne har historisk altid ønsket dårligere sikkerhed for arbejderne ved arbejdsløshed, for så er vi mere medgørlige på løn og andre vilkår. Dansk Industri har da også krævet forhøjet pensionsalder indført netop nu.

Det må vi interessere os mere for. Det er en del af kampen for et rimeligt og sikkert arbejdsliv.