30 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvad er fagbevægelsens dagpengevision?

Blogs

Henning Overgaard
Formand 3F Transport Esbjerg 2007-2016
1997-2001: Tillidsrepræsentant i Esbjerg Frysehus/Agri-Norcold 2001-2007: A-kasseleder i 3F Esbjerg Transport (tidligere SiD T.) 2007- 2016: Afdelingsformand i 3F Esbjerg Transport 2016- : Forbundssekretær i 3F
Blogindlæg af Henning Overgaard

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 24. august, 2015, 18:09:58

Hvad er fagbevægelsens dagpengevision?

Dagpengekatastrofen blev skabt af forringelser og besparelser, og det kan og skal omfordelinger ikke råde bod på.

Tyskland 1998 - Socialdemokratiet overtog magten og 10 procents arbejdsløshed. Schröder kaldte til trepartsdrøftelse for at bekæmpe ledigheden, men krævede at statens udgifter ikke øgedes. Det pressede lønudviklingen, og da hverken regering eller arbejdsgivere gav sociale indrømmelser, brød forhandlingerne sammen.

Hvis LO-ledelsens holdning er, at nogen kan have lavere dagpengesats - så har fagbevægelsen ikke nogen dagpengevision længere.

Frustreret over uenigheden mellem arbejdsmarkedets parter, opløste Schröder treparten, nedsatte Hartz-kommissionen og tabte senere magten til den konservative Angela Merkel. Hartz-medicinen blev lavere sociale ydelser og øget arbejdsudbud.

Tyskland 2015 - dårlig dagpengedækning, minimale sociale satser, øget arbejdsudbud og eksplosion af vikarjob, samt et lønniveau så lavt, at antallet af fattige arbejdere stiger dag for dag - på trods af at de er i arbejde.

Måske havde Claus Hjort Frederiksen stået i lære hos Hartz, da han i 2001 som beskæftigelsesminister lancerede de første lovforslag til visionen om et ”Ét-strenget system”. Dengang advarede en samlet fagbevægelse, godt støttet af Socialdemokrati og venstrefløj, mod visionen alle betegnede som katastrofal for lønmodtagere.

Den fuldendte vision om et ”Ét-strenget system” var, at enhver, der blev arbejdsløs, skulle mødes af systemet med samme indsats, rettighed og økonomiske dækning - dagpengeforsikring eller ej.

Siden er bl.a. dagpengeretten halveret og genoptjeningen fordoblet. Imens ”de forsikredes” rettigheder nærmer sig de ”ikke-forsikredes”, virker det hele nærmest som et dårligt Hartz-mareridt, at kontanthjælp og sociale ydelser samtidig er forringet.

Danmark 2011 - Socialdemokraterne overtager magten, og antallet, der falder ud efter Hjorts dagpengereform, viser sig at være langt værre end forventet. Arbejdsmarkedets parter indkaldes til trepartsforhandling, men da fagbevægelsen ikke accepterer øget arbejdsudbud, og hverken regering eller arbejdsgivere vil give sociale indrømmelser, aflyses treparten. Regeringen nedsatte i stedet dagpengekommissionen, der skulle komme med bud på et nyt system, uden det må øge statens udgift.

I dag har Venstre overtaget magten. Kommissionen, hvor også fagbevægelsens top er repræsenteret, arbejder på modeller, hvor lønmodtagere fodres med deres egen hale og lavere dagpengesats.

HK-formand Kim Simonsen mener, nyuddannede kan bidrage med en lavere sats og stiller samtidig op som ny LO-formand, mens modkandidaten Lizette Riisgaard er tavs om spørgsmålet.

Jeg knytter næven. Hvis kommissionen kan blive enige om at anbefale lavere sats, eller hvis LO-ledelsens holdning er, at nogen kan have lavere sats, så har fagbevægelsen ikke nogen dagpengevision længere.

Katastrofen blev skabt af forringelser og besparelser, og det kan omfordelinger ikke råde bod på.

Dagpengene SKAL genoprettes med flere penge. Det må og SKAL være fagbevægelsens ufravigelige dagpengevision.