Samtalerne på arbejdspladserne, ved familiefestens kaffebord og ved havegrillen i venners lag, får igen mere og mere samfundsmæssig og politisk indhold.

Fra midt 1990’erne og nogle år frem husker jeg stadig følelsen af, at politik blev diskuteret mindre end ellers. I dag er der en tendens til, at man lige vender tingene med kolleger, venner og familie. Det er som om, vi har behov for at drøfte tingene. Det virker oprigtigt, og de fleste deltager enten aktivt eller lyttende.

Det er et sundhedstegn, fordi det er udtryk for, at vi forholder os til samfundet og hvordan vi ønsker fremtiden skal se ud. Vi kan være røde eller blå – socialistiske eller kapitalistiske – solidariske eller egoistiske – for eller imod EU, men uanset hvad vi diskuterer, så er de fleste enige om, at Danmark har væsentlige udfordringer. 

Velfærdsstaten under pres

Vi vil så gerne beskytte og hjælpe velfærdsstaten Danmark, som er under alvorligt pres.

Mod social dumping, hvor skruppelløse ”profitjægere” tilsidesætter regler, og udnytter andre mennesker i svære situationer. Mod løndumping, hvor lykkeriddere lader sig udnytte af nutidens ”gullaschbaroner og landsforrædere”, som leder efter smutveje og svagheder i Den Danske Model, og underbyder den overenskomstmæssige løn og vilkår, blot for at ”score” til en ny indkørsel, garageport eller en ny Ferrari.

Uanset om man er for eller imod EU, så mener de fleste, at det er nogle af de dårligdomme, EUhar påført danskerne. Dårligdommene er direkte konsekvenser af, at EU´s ”frie bevægelighed” forarbejdskraften er hævet over Den Danske Model, og at "markedskræfternes frie spil” står over danske lønninger og overenskomster.Det er jo værre end en fodboldkamp uden dommer!Følelsen af, at EU bestemmer bliver mere og mere udbredt. Frustrationerne hober sig op over, at vores indflydelse begrænses, og at beslutningerne træffes langt væk fra Danmarks hoveddør og vores hverdag. 

Sig fra 

Vi må sige tingene ligeud – også til dem vi kender og holder af.Sige fra overfor naboen, som hyrer uregistreret udenlandsk sort arbejdskraft til at lave den nye indkørsel. Og til den selvstændige kammerat, som hyrer durkdrevne underentreprenører til at underbyde danske lønninger. Vi må og skal alle være livvagter for Danmarks Model. Og lad os give klar besked til de politiske venner, som endnu ikke har fattet alvoren for de danskelønmodtagere, som er fanget i ”århundredets dagpengekatastrofe” – SÅ FAT DET DOG! Danske politikere må én gang for alle indføre indsatser og værktøjer, som kan stoppe den løn- ogsociale dumping, som finder sted. Og samtidig sikre vilkår, der giver danske lønmodtagere arbejdet tilbage. ”VI VIL HAVE JOBGARANTI ELLER RET TIL DAGPENGE”!

Egentlig vil vi så meget, men synes vi må så lidt – men vi kan mere end vi tror!