I 2012 blev den såkaldte budgetlov vedtaget af et flertal af Folketingets partier (S, SF, RV, V og K) som en dansk udmøntning af EU's "Finanspagt".

Budgetlovens tyranni ophæves kun med hele sanktionssystemet, men en større fleksibilitet kunne dog være en begyndelse.

Siden er kommunerne i Danmark ikke alene blevet holdt i stram økonomisk snor af regeringernes smalle udgiftspolitik, men herudover blevet tvunget til massive merbesparelser. Det skyldes de siden 2009 stadigt strammere statslige økonomiske sanktioner overfor kommunerne, som i 2012 indbygges i og skærpedes gennem budgetloven.

Sanktionerne rammer for tre ting: Kommunerne straffes med "dummebøder", hvis de for det første budgetterer med flere udgifter end regeringens udgiftsramme, for det andet hvis kommunernes regnskaber overskrider deres budgetter og for det tredje hvis skatteudskrivningen øges.

Resultatet heraf har været en voldsom indskrænkning af kommunernes økonomiske råderum og dermed af det kommunale demokrati. På trods af stigende demografisk udgiftsbehov i størrelsesordenen 0,2 - 0,3 procent årligt er regeringens udgiftsrammer 2010 – 2017 reduceret med 3,5 milliarder kroner.

For at undgå "dummebøderne" har kommunerne herudover hver for sig lagt sig med en god afstand i budgetterne til regeringens udgiftsrammer og dernæst igen med god afstand i regnskaberne til budgetterne. Resultatet har været, at kommunerne 2010 - 2017 har sparet omkring 27,5 milliarder kroner MERE end påkrævet af regeringens i forvejen stramme udgiftsrammer.

Det skal huskes, at sanktionerne og budgetloven i sin tid blev vedtaget på forslag af Det Økonomiske Råd. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at en række af disse såkaldte "topøkonomer" – Peter Birch Sørensen, Nina Smith og Torben M. Andersen – i dagbladet Børsen 19.02.18 nu vender sig imod systemet, om end ikke det som sådan, men imod dets "manglende fleksibilitet".

 Her tænker de på, at udgiftsrammernes etårige varighed i budgetloven ikke giver kommunerne mulighed for mere effektiv udnyttelse af ressourcerne gennem længere sigtet planlægning.  Derfor foreslås det i forlængelse af anbefalinger fra Produktivitetskommissionen, at der fremover kun skal være en sanktion knyttet til alene kommunernes regnskabers overholdelse af regeringens udgiftsramme. Og at sanktionen skal opgøres over en flerårig periode, for eksempel en to-årig, således at for eksempel akutte anlægsudgifter et år kan modsvares af en opsparing senere, i stedet for at kommunerne i dag tvinges til at stoppe anlægsarbejder måneder før regnskabsårets udløb.

Disse forslag vil ikke stoppe merbesparelserne, men formentlig reducere dem noget, hvis der ikke længere er både en budget- og en regnskabssanktion, og hvis kommunerne kan overføre opsparing eller underskud til næste år.

Budgetlovens tyranni ophæves kun med hele sanktionssystemet, men en større fleksibilitet kunne dog være en begyndelse.