Mange har i øjeblikket fokus på de privat ansattes overenskomstforhandlinger, og på det offentlige område skal vi snart til at forberede OK21. Jeg synes, at vi skal bruge interessen for løn- og arbejdsforhold til tage en snak med de kollegaer, der ikke er medlemmer af den faglige organisation, som sørger for, at forholdene er i orden. Måske skal vi tage det udgangspunkt, at almindelige lønmodtagere har rigtig meget sammen, når de arbejder på samme arbejdsplads.

Den enkelte bestemmer selv, om han eller hun vil være medlem af en rigtig fagforening. Men det er ukollegialt at lade være.

På arbejdsdage bruger vi cirka halvdelen af vores vågne tid på jobbet, så det er ikke underligt, at forholdet til kollegaerne er vigtigt for de fleste. For et par år siden viste en HK-undersøgelse endda, at forholdet til kollegaerne er vigtigere for trivslen på jobbet end arbejdsopgaverne, lønnen eller chefen!

Kollegerne er der, når man vil hyggesnakke, eller når problemerne er så store, at man ikke kan holde dem inde. Og det er blandt kollegaer, at vi kan hente gode råd hos hinanden, når arbejdet driller. Udgangspunktet for det hele er, at vi deler arbejdsvilkår. Vi betyder noget for hinanden, fordi vi regelmæssigt ses på en arbejdsplads, som vores fælles arbejde holder kørende, og hvor vi ofte laver nogenlunde det samme.

Fællesskab giver styrke

Det er den virkelighed, som fagbevægelsen bygger på. Når folk har brug for hinanden, fordi de deler arbejdsvilkår, så er det naturligt, at folk organiserer sig sammen, så de kan få en ordentlig løn og rimelige arbejdstider. Vi organiserer os fagligt på arbejdspladsen og på tværs af arbejdspladser, så vi kan stå endnu stærkere, når vi skal forhandle – og eventuelt slås – med arbejdsgiverne om løn- og arbejdstid. Og så vi i hverdagen kan forsvare de aftaler – overenskomster – som vi har opnået.

Derfor bryder folk med det kollegiale fællesskab, hvis de ikke vil være medlem af den faglige organisation, som har overenskomsten på deres arbejdsområde. Det er selvfølgelig ukollegialt, hvis man ikke vil tale med en kollega eller give hende gode råd. På samme måde er det ukollegialt, hvis man ikke vil bidrage til den faglige styrke, som sikrer løn- og arbejdsforhold. For både det sociale, det faglige og det fagpolitiske sammenhold udspringer af det kollegiale fællesskab, som naturligt opstår, når man er sammen på en arbejdsplads.

Stærk organisering giver respekt

Vi har alle et ansvar for, at vi stille og roligt får forklaret uorganiserede og fagforretningsmedlemmer, at det er sådan, virkeligheden ser ud. Nogle har måske slet ikke tænkt på, hvordan det kan være, at vi har løn- og arbejdsforhold, som dårligere organiserede fagfæller i andre lande kun kan drømme om. Og så har vi ansvaret for at forklare, at det hele skyldes det fællesskab, som består af rigtige fagforeningsmedlemmer. Og at vi kun kan sikre ordentlige forhold på arbejdspladserne fremover, hvis langt de fleste ansatte er medlemmer af de fagforeninger, der har overenskomsterne på deres arbejdspladser. For ellers har arbejdsgiverne ingen grund til at tage fagbevægelsen alvorligt – hverken i en konfliktsituation eller til hverdag.

Naturligt fællesskab

Den enkelte kollega bestemmer selv, om han eller hun vil være medlem af en rigtig fagforening. Men det er ukollegialt at lade være. Ligesom det er ukollegialt, hvis man deltager i sammenskudsgilder blandt kollegaerne og aldrig selv tager noget med. Lad os fortælle alle ikke-medlemmer, at det er en naturlig del af fællesskabet på en arbejdsplads, at folk er medlemmer af den organisation, som forhandler deres overenskomst med arbejdsgiverne.