26 Apr 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ferie og energiforbrug

Blogs

Jørgen E. Olesen
Professor ved Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet
Medlem af Det Etiske Råd og formand for Fødevaregruppen i den grønne tænketank CONCITO. Har været medlem af FN’s Klimapanel (IPCC), Regeringens Klimakommission og Regeringens Natur og Landbrugskommission.
Blogindlæg af Jørgen E. Olesen
tir. 05. aug - 2014
lør. 02. nov - 2013

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Tirsdag, 05. august, 2014, 08:38:45

Ferie og energiforbrug

Ferie i Danmark er jo med til at mindske vores CO2-aftryk. Det er samtidigt dejligt at kunne nyde både den danske natur og kultur. Her er rigtig meget at hente.

Sommeren er over os, og dermed også sommerferien. For nogle går ferien allerede på hæld. Jeg selv har tilbragt to uger i Løkken, hvor min kone og jeg har købt et gammelt fiskerhus i midtbyen. Vi er i gang med den helt store renovering, hvor stort set alt fjernes fra gulv til tag, og kun dele af den oprindelige ydermur står tilbage.

 Min samvittighed har det også bedst når jeg har opført mig ansvarligt i forhold til natur og miljø.

Ferie i Danmark er jo med til at mindske vores CO2-aftryk. Det er samtidigt dejligt at kunne nyde både den danske natur og kultur. Her er rigtig meget at hente.

Den jyske vestkyst er med sine strande og det altid afvekslende hav og vejr en af de meget store værdier ved vores land. Vi planlægger at bruge vores hus i Løkken hele året rundt. Derfor vil vi naturligvis gerne have huset godt isoleret, så det er køligt om sommeren og varmt om vinteren.

Isolering

Vi købte huset sidste efterår som et dødsbo. Huset er fra 1827, men blev gennemgribende renoveret i 1967. Det er dog før, der var nogen som helst fokus på energieffektivitet og isolering. Det bar husets energiattest også præg af. Det eneste positive var vel, at der visse steder var isoleret med fem centimeter rockwool.

Energiattesten havde derfor mange forslag til forbedret isolering, hvad der jo ikke var så svært at regne ud. Derudover havde den et mere absurd forslag til at udstyre husets tag med solceller. Det er et forslag uden nogen som helst gang på jorden, da huset ligger i den del af byen hvor lokalplanen forbyder den slags for at bevare det historiske præg med teglstenstage.

Undervejs i vores byggeprojekt er ambitionsniveauet løbende blevet forhøjet, især efterhånden som det gik op for os, hvor ringe det stod til med byggestandarden i 1967. Vi har derfor valgt at udstyre huset med ny isolering i gulv, vægge og tag, også selv om byggetilladelsen fra kommunens ikke krævede dette. Det er jo i princippet blot en ombygning, hvor der kun stilles krav til isolering på de steder hvor klimaskærmen påvirkes.

God samvittighed

At bygge et hus om fra bunden er ikke nogen billig fornøjelse. For at spare på håndværker-udgifterne har min kone og jeg selv stået for nedrivningen og for en del af byggeriet. Lige nu er vi i færd med at male huset indvendigt, så elektriker og tømrer kan få færdiggjort loft og installationer. Det bliver en dejlig dag, når vi får møbleret huset, og vi glæder og rigtigt meget til at holde weekender og ferier i Løkken.

En del af glæden ved at kunne holde fri er at kunne gøre det med god samvittighed. Det kræver at man har opfyldt sine forpligtelser både til sig selv, sine kolleger og sin familie.

Min samvittighed har det også bedst når jeg har opført mig ansvarligt i forhold til natur og miljø. Det kræver at materialer genbruges, og at der bygges ansvarligt med henblik på fremtiden. Lige nu står der er bunke mursten i baghaven fra nedrivningen af det gamle hus. De skal bruges til at genopbygge en mur i baghaven. Det er nemlig en gammel tradition i Løkken at hegn bygges som malede mure, så her går kultur og miljø hånd i hånd.