København er en dejlig by. Der er taget mange gode initiativer i hovedstaden i de senere år. Jeg nyder hver eneste dag, hvor jeg cykler igennem byen og ser dens pulserende liv og mangfoldighed. Der bygges igen boliger og institutioner for at skaffe plads til de i gennemsnit 1000 nye indbyggere, der kommer hver eneste måned. København er på mange måder en by i dynamisk udvikling.

Kommunen har i dag flere børnefamilier og unge end landsgennemsnittet og penge på kistebunden. Milliarder af kroner som man ikke vil bruge, fordi regeringen med budgetloven, holder kommunernes økonomi i et jerngreb. Men der er brug for at lette på kistelåget i kommunekassen.

Antallet af  københavnere, der lever under fattigdomsgrænsen, svarer til hele Helsingørs befolkning

I København er klasseskellene mærkbare og uligheden vokser. Hvis Nørrebro var en selvstændig kommune, ville den være landets fattigste. Antallet af  københavnere, der lever under fattigdomsgrænsen, svarer til hele Helsingørs befolkning. Det burde give anledning til øjeblikkelig handling på Københavns Rådhus.

Prøv at sammenligne de fattigste dele af København med de velstillede kommuner nord for byen. Forskellen mellem levealderen i den stenrige Rudersdal kommune og København er næste fem år. I det klassedelte København ses også store forskelle. På Nørrebro er den gennemsnitlige levealder seks år mindre end på Østerbro, på trods af at de to bydele grænser op til hinanden.

Kommunen har ansvar for at sikre lighed i sundhed. Der er sat initiativer igang, men effekten er begrænset og uligheden vokser. Der er brug for gode boliger, et velfungerende sundhedsvæsen, gode folkeskoler og institutioner til børn, unge og gamle. Der er brug for kultur og idræt og ikke mindst tilbud om uddannelse og beskæftigelse. Antallet af biler i byen skal begrænses. Den kollektive trafik udbygges. I stedet for at smide milliarder ud på en havnetunnel  - som blot vil betyde flere biler i byen - kunne pengene finansiere gratis kollektiv trafik i mange, mange år. 

For at sikre den nødvendige solidaritet og lighed må de fleste resurser satses, der hvor problemerne er størst. Tilsvarende må regningen sendes til de økonomisk bedst stillede. Desværre er det langt fra den udvikling, der tegner sig. Et slående eksempel er boligbyggeriet. Byens bedste byggegrunde er målrettet lagt ud til bedrestillede, som mange steder ikke bruger de store lejligheder som helårsbolig.

Der er et skrigende behov for gode boliger, som almindelige arbejdere med børn kan betale. Problemet med de manglende ungdomsboliger er vokset støt år for år. Der bygges simpelthen ikke boliger, som svarer til det voksende antal unge, der starter på byens mange uddannelsesinstitutioner.

Der er brug for Kommunisterne på Københavns rådhus.