Giraffen Marius
Blogs
Giraffen Marius
Den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, vil undersøge aflivningen af giraffen Marius i Københavns Zoo. Han er angiveligt en stor dyreven og personligt bekymret for aflivningen, som han udtrykker det på de sociale medier.
At en giraf ender som løvefoder, er en daglidages begivenhed i naturen. Men da Københavns Zoo aflivede giraffen Marius og brugte den til løvefoder, blev det startskuddet til et ramaskrig, som bredte sig langt udenfor Danmarks grænser.
Hvad mon står højest på den amerikanske ambassadørs værdikodeks - giraffer eller mennesker?
I de zoologiske haver er der ellers hver dag tusinder af dyr, som må lade livet for at holde liv i de mange kødædende dræbere, som vi valfarter for at se på nærmeste hold.
Der er også en sund og stor bestand af giraffer. Et internationalt avlsprogram sikrer, at den samlede genpulje er så stærk som mulig. Bestanden af giraffer i de zoologiske haver har det godt.
Alligevel valgte også den amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, at sætte sig i bevægelse for at undersøge aflivningen af giraffen i Københavns Zoo. Han er angiveligt en stor dyreven og personligt bekymret for aflivningen, som han udtrykker det på de sociale medier.
Dyrevennen er dog tilsyneladende mere bekymret for én nuttet lille giraf end for eksempel de ni millioner pattegrise, der hvert år dør i de danske stalde på grund af den industrielle produktionsmåde i landbruget.
I USA henrettes hvert år sunde og raske mænd. I ni amerikanske stater slagtede man i 2012 ikke mindre end 43 mennesker for at fodre hævntørsten. Det bragte endnu engang USA blandt de fem lande i verden, som henretter flest mennesker. Hvad mon står højest på den amerikanske ambassadørs værdikodeks - giraffer eller mennesker?
I følge dansk Røde Kors dør der hver SEKUND fire mennesker af sult. Det er 24.000 mennesker, som hver dag dør på grund af imperialismens udplyndring og rovdrift på mennesker og natur. Det er ikke noget, den amerikanske ambassadør beskæftiger sig med på Facebook. Han blev grebet om hjertet ved tanken på en stakkels giraf. En sand dyreven, som nu ved selvsyn og med åbent sind vil afklare, hvorfor giraffen Marius blev aflivet.
Sådan træffer alle mennesker deres egne valg mellem giraffer og mennesker. Tror nogen, at en amerikansk ambassadør vil sætte sig i bevægelse for de 24.000 mennesker, der idag dør af sult?