Lars Løkkes korstog mod velfærden
Blogs
Lars Løkkes korstog mod velfærden
Debatten om regeringens 2025-plan stritter i alle retninger. Nogle diskuterer SU, andre pensionsalder. Blandt regeringens støttepartier er fokus på topskatten, og hvor mange milliarder boligejerne skal have. Udfordringen er, at rejse en kamp imod planen i sin helhed.
Det borgerlige Danmark har i årevis arbejdet målrettet for at ændre vores land grundlæggende.
Deres pejlemærker har blandt andet været at styrke erhvervslivet på bekostning af den offentlige sektor og den kollektive velfærd.
Den offentlige sektors andel af BNP skal være 10 procent lavere i 2025.
De har angrebet demokratiet og fagbevægelsen. De har styrket EU og gjort Danmark til en krigsførende nation.
Social dumping er en daglig trussel på det danske arbejdsmarked. Skiftende regeringer har forringet efterlønnen, dagpengene og overførselsindkomsterne en for en. Nu er det SU'en og dermed den fri og lige adgang til uddannelse, der står for skud.
I dag reguleres overførselsindkomsterne på en sådan måde, at de ikke følger løn og prisudviklingen. Over en årrække har det allerede udhulet for eksempel dagpengenes købekraft. Regeringen vil fortsætte denne skævvridning.
Svækker grundlag for velfærd
For tredje gang på bare 10 år foreslår regeringen at hæve pensionsalderen. Samtidigt vil regeringen indføre en tvungen pensionsopsparing for mennesker på dagpenge og kontanthjælp. Det er et signal om den strategiske udfasning af en skattefinansieret folkepension, man kan leve af.
Sammen med den klassebestemte og voksende ulighed i levealderen betyder det, at for de store arbejdergrupper med hårdt fysisk arbejde skal knokle til de segner.
Igen og igen er der blevet gennemført skattelettelser, som først og fremmest er kommet millionærerne og storkapitalen til gavn. Det er skatter og afgifter, der finansierer velfærden. Derfor svækker enhver skattelettelse selve grundlaget for den kollektive velfærd.
Den bærende ide i EU's finanspagt er, at den offentlige sektor og velfærden skal begrænses, og væksten skal skabes i den private sektor. Det er alle EU-tilhængerne enige i. Både den nuværende og den tidligere regering har på få år fyret titusinder i den offentlige sektor.
En plan for ulighed
Når regeringen nu lover at øge de offentlige budgetter med 0,5 procent om året, er det helt utilstrækkeligt for at fastholde den nuværende velfærd, blandt andet på grund af den ændrede befolkningssammensætning.
Husk også på, at regeringens øgede bevillinger til politiet, efterretningstjenesterne, oprustning og krig også finansieres af de offentlige budgetter. 2025-planen betyder, at nedskæringerne og fyringerne i kommuner og regioner vil fortsætte.
Regeringens ønsker, at den offentlige sektors andel af BNP skal være 10 procent lavere i 2025, end den er i dag. Regeringen forudsætter ligeledes, at det private forbrug skal vokse fem gange hurtigere end den kollektive velfærd.
2025-planen, er en plan for ulighed. En plan for fortsat afvikling af den skattefinansierede velfærdsmodel. Det er derfor Kommunistisk Parti appellerer til fagbevægelsen og alle relevante interesseorganisationer om at tage skridt til at feje Lars Løkke og 2025-planen af bordet.