Magthavernes livsforsikring
Blogs
Magthavernes livsforsikring
Magthaverne i Europa frygter med rette, at den stigende ulighed kan føre til social uro, ja til og med revolution. De er i fuld gang med at at tage forholdsregler, som kan sikre kapitalismens beståen. Senest har den græske regering hyret en privat amerikansk lejehær.
Den græske regering har hyret en privat amerikansk lejehær til at gribe ind, hvis landets politi ikke længere kan eller vil slå den kæmpende græske arbejderklasse ned. Denne nyhed er mødt med en larmende tavshed. Det er ikke tilfældigt.
På det nyligt afholdte møde i Davos diskuterede den økonomiske elite, hvad der for alvor kunne true kapitalismen. I en rapport fra World Economic Forum erkender man åbent, at eliterne er sårbare. Rapporten påpeger, at den hastigt voksende ulighed i Europa betyder, at befolkningen har mistet tilliden til eliten. Den "alvorlige ulighed i indkomsterne" kan "vække folk til gadeprotester, eller til og med revoliution", lyder det fra magtens korridorer.
Magthaverne stopper ikke med en diskussion. Storkapitalen fører klassekamp for fuld udblæsning. Den kæmper mod arbejderklassens løn og arbejdsforhold, for at svække fagbevægelsen, som kan danne afsæt for arbejderklassens modstød.
Den alvorlige ulighed i indkomsterne kan vække folk til gadeprotester, eller til og med revolution, lyder det fra magtens korridorer.
Kapitalismen har gjort millioner af europæere arbejdsløse. Den absolutte fattigdom vokser dag for dag. I det klassedelte Europa er det kun de rigeste på samfundets top, som lever bedre, end de gjorde før krisen brød ud.
I både Grækenland og Spanien har magthaverne fundet gamle love frem fra fascismens tid. Strejkende arbejdere er tvunget i arbejde med trusler om fyring og fængsling. Ikke en eneste regering i Europa har protesteret.
I Italien og Grækenland indsatte storkapitalen marionetregeringer for at gennemføre brutale nedskæringer af velfærden. Ikke en eneste regering i Europa, hævede stemmen. De nikkede og samtykkede.
Den græske regering søger nu tryghed ved at hyre en privat amerikansk lejehær fra firmaet Academi. Under navnet Blackwater blev det blandt andet kendt for en større massakre i Irak.
Når private lejehære kan beskytte stormagternes interesser i Irak og mange andre lande, hvorfor så ikke også i Athen eller andre af Europas hovedstæder?
Det viser, at alle midler tages i brug for at redde kapitalismen.