Margrete Aukens kinddans med bankunionen
Blogs
Margrete Aukens kinddans med bankunionen
Den 25. maj er der valg til EU-parlamentsvalget. Et af de mere bizare indslag i valgkampen er kastet på bordet af SF's spidskandidat Margrete Auken. På store valgplakater fremstilles hun som befolkningens garant overfor storbankerne. Alligevel anbefaler hun nu bankunionen, som er en mærkesag for finanskapitalen.
Valgkampen op til EU-parlamentsvalget er igang. Rundt på landets banegårde hænger der store valgplakater. SFs spidskandidat Margrete Auken fremstilles som den almindelige danskers talsmand med budskabet om, at bankerne har dyre advokater, til gengæld har vi Margrete Auken. Der er ikke et øje tørt.
Margrete Auken er på ingen måde et stærkt kort for den danske arbejder. I denne uge trådte hun – på sit partis vegne – frem med en anbefaling af, at Danmark tilsluttede sig bankunionen. Konkret vil bankunionen betyde, at Danmark skal være med til at hæfte for de 6000 banker i EU. Der er også tale om afgivelse af national suverænitet, fordi det bliver EU, som for fremtiden sætter rammerne for at oprette og lukke banker i Danmark.
Tusinder af lobbyister arbejder i døgndrift på at sikre storkapitalens interesser i et EU, som på alle måder er præget af kapitalismens råddenskab.
Danmark står udenfor euroen og kan derfor holde sig uden af bankunionen. Der er intet grundlag for at tro, at EU's bankunion vil føre til øget kontrol med bankerne eller forhindre nye kriser. Tusinder af lobbyister arbejder i døgndrift på at sikre storkapitalens interesser i et EU, som på alle måder er præget af kapitalismens råddenskab.
Udmeldingen fra Margrete Auken kan næppe overraske.
Det var SF, der med det såkaldte nationale kompromis, fik Danmark med i Maastricht-traktaten der omdannede EF til EU. Siden dengang har SF spændt sig selv for den europæiske storkapitals vogn og støttet opbygningen af EU. SF's spidskandidat fortsætter partiets historiske rutchetur.
I det sorte tårn på Amager, accepterede SF's forhandlere EU's Finanspagt og banede dermed vejen for de efterfølgende angreb på den offentlige sektor og den kollektive velfærd. Finanspagten betød, at Danmark deponerede sin økonomiske handlefrihed i EU. Når SF's spidskandidat Margrete Auken nu kaster sin kærlighed på bankunionen, er det et yderligere skridt, der vil betyde, at nationalstaterne i EU fratages endnu en mulighed for økonomisk handlefrihed.
Margrete Auken kan godt nå at tilpasse sit valgslogan til virkeligheden. Vi kunne foreslå: "Bankerne har dyre advokater. De har også Margrete Auken."