26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ny regering, på skuldrene af EU

Blogs

Jørgen Petersen
Formand for Kommunistisk Parti
Formand for Kommunistisk Parti og medlem af partiets landsledelse.
Blogindlæg af Jørgen Petersen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 05. februar, 2014, 13:38:09

Ny regering, på skuldrene af EU

Danmark fik en ny regering, nu uden SF. Den fortsætter kursen for at videreføre den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand. Det er EUs finanspagt på alle hylder.

Med store smil præsenterede Helle Thorning-Schmidt i forgårs sit nye ministerhold på slotspladsen. Ude på landets arbejdspladser og i fagbevægelsen er smilene imidlertid falmet betydeligt sammenlignet med 2011, hvor SRSF-regeringen trådte til.

Barometret viser politisk storm forude. Spørgsmålet er hvordan fagbevægelsen vil reagere.

Hele det såkaldte centrum-venstre projekt er grundstødt. SF er i indre opløsning. Årsagen findes direkte formuleret i det regeringsgrundlag, som blev forfattet i det sorte tårn på Amager efter folketingsvalget i 2011.  

"Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand", aftalte S, SF og R dengang. De garanterede, at regeringen ville efterleve alle finanspolitiske krav fra EU. Regeringen valgte frivilligt at gøre den nyliberale økonomiske politik til sin egen. Den bandt sig til at føre en politik, som kastede byrderne for kapitalismens krise over på almindelige mennesker. 

Her er kilden til de mange løftebrud, massefyringerne i den offentlige sektor, nedskæringerne af den kollektive velfærd og for den sags skyld til salget af en del af DONG. Her er også kilden til SF's sammenbrud og politiske fallit. Der er ikke plads til en traditionel reformistisk politik uden at tage et opgør med EU. Det er ikke et specielt dansk fænomen. Sådan er det i alle EU's medlemslande.

Med den nye regering bemandes det magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalget af inkarnerede EU-tilhængere. Den nye udenrigsminister har tidligere foreslået helt at lægge dansk udenrigspolitik i hænderne på EU.

Regeringen har valgt ikke at præsentere et nyt regeringsgrundlag. Den vil således stadig videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand og leve op til finanspagtens krav.

Helle Thorning-Schmidt vil ikke længere tale om rød eller blå politik. Der bliver ikke tale om et politisk kursskifte med hende som statsminister. Der kommer mere nyliberal lovgivning, blandt andet  en ny "vækstpakke", med skattelettelser til de økonomisk bedst stillede. Barometret viser politisk storm forude. Spørgsmålet er hvordan fagbevægelsen vil reagere.