Siden 2013 har USA og EU gennemført forhandlinger om en frihandels- og investeringsaftale, Transatlantic Trade and investment Partnership, kaldet TTiP. Efter køreplanen for forhandlingerne forventes det, at der i løbet af det kommende år vil blive indgået en aftale, som vil skabe verdens største "indre marked" .

Konkret er der endnu engang tale om at afstå national selvbestemmelse  for at sikre storkapitalens interesser.

Det er EU-kommissionen og ikke EU's medlemslande, som forhandler med USA. Det understreger, at det er storkapitalens interesser på begge sider af Atlanten, som sættes i højsædet. 

Og der er meget store interesser på spil. Tilhængerne af en aftale lokker med vækst, billigere forbrugerpriser og mange arbejdspladser. Men der tegner sig et noget andet og mere bekymrende billede, hver gang der slipper noget ud fra de hemmelige forhandlinger.  

Fagforeninger og NGO'er i både EU og USA har protesteret imod, at TTiP vil tillade, at virksomheder kan anlægge erstatningssag mod et land, hvis dets lovgivning indeholder bestemmelser, der kan tolkes som handelshindringer, den såkaldte investor beskyttelsesmekanisme. Begrundelsen kender vi fra EU's indre marked, hvor lignende bestemmelser er brugt til at undergrave alt fra kollektive overenskomster til forbrugersikkerhed.

I forbindelse med TTiP er det kommet frem, at man ønsker at give virksomhederne ret til at rejse denne type sager ved en særdomstol, som er underlagt Verdensbanken og hvor de nationale domstole ikke inddrages. Konkret er der altså endnu engang tale om at afstå national selvbestemmelse for at sikre storkapitalens interesser. Men på grund af det store pres fra fagforeninger og forbrugerorganisationer blev denne del af forhandlingerne sat i bero tidligere på året. 

Bemærkelsesværdigt har den danske regering nu, sammen med 13 andre EU-lande, rettet en fælles henvendelse til EU-kommissionen med kravet om, at særdomstolene skal være en del af den endelige aftale mellem EU og USA.

Man mener tydeligvis, at nationale bestemmelser må vige, hvis de begrænser storkapitalens muligheder.