Danmark er et klassesamfund. Tonen i den politiske debat skærpes. Regeringen og flertallet i Folketinget lovpriser de nyliberale dogmer og økonomiske beregningsmodeller, der har som sin forudsætning, at de fattige skal have pisk og de rige skal forkæles.

Regeringen forsøger at sælge sine fattigdomsydelser som en hjælp.

Indkomsten for de rigeste danskere steg med 25 procent fra 2000 til 2015. 

I virkelighedens verden står arbejdsmarkedet ikke til rådighed for kontanthjælpsmodtagerne. I virkelighedens verden findes der heller ikke billige lejligheder, hvor mennesker på kontanthjælp kan betale huslejen. De ansvarlige ministre trækker på skuldrene.

Et stort flertal i Folketinget står bag de nedskæringer, der har skabt så dårlige arbejdsforhold i den offentlige sektor, at mange offentligt ansatte bliver syge af stress på grund af arbejdspres.

Alligevel vil NATO-partierne bruge penge på at købe nye jagerfly, og regeringen vil igen give de bedst stillede skattelettelser.

En af de nyliberale myter – som Mette Frederiksen også har tilsluttet sig – er, at intet kan ske i Danmark, uden at der skabes gunstige forhold for det private erhvervsliv.

Selskabsskatten er faldet dramatisk gennem årtier, med dette afsæt. Virkeligheden er, at Danmark i årevis er blevet kåret, som et af de mest erhvervsvenlige lande i verden. Det har haft ødelæggende konsekvenser for det danske samfund.

Den rigeste procent af danskere – 33.000 mennesker – har i gennemsnit en indkomst før skat på 2,4 millioner. Deres indkomst steg med 25 procent fra 2000 til 2015. Men det skabte ikke vækst, kun stigende ulighed.

De rekordstore profitter og fyldte pengetanke blev ikke brugt til at skabe udvikling og arbejdspladser. Skattelettelserne betød derimod, at fundamentet under den offentlige sektor blev svækket og velfærden beskåret. Titusinder af varme hænder blev fyret fra folkeskolen, daginstitutionerne og ældreplejen.

Sådan vil det fortsætte frem til 2025, hvis regeringen får vedtaget sin langsigtede plan for Danmark.

Kapitalismen er fyldt med dybe modsætninger. Dansk Industri  presser reallønnen, kræver overførselsindkomsterne beskåret og besparelser i den offentlige sektor.

Samtidigt hænger Danmark fast i krisen, blandt andet fordi efterspørgslen ikke stiger. Renten er historisk lav, fordi der ikke er efterspørgsel efter penge til investeringer i produktion og nye arbejdspladser.  

Handelsaftalerne TTIP og CETA skal åbne markederne for monopolerne. De vil medføre forringede arbejdstagerrettigheder, svække miljøet og betyde dårligere fødevarer.

De vil sætte den nationale selvbestemmelse under pres, fordi overnationale domstole afgør om national lovgivning kan true monopolernes profit.

Det er storkapitalen, som sætter den politiske dagsorden i Danmark og resten af Europa. Den truer velfærden, demokratiet, og Danmarks selvstændighed. Jeg glæder mig hver gang denne politik udfordres.