Socialdemokraterne har historisk dårlige meningsmålinger. Årsagerne er mange. Massiv kritik for løftebrud. Aflyste trepartsdrøftelser. Voksende krav fra fagbevægelsen om en forandring af dagpengereglerne.. Regeringen har ikke sikret det nødvendige politiske kursskifte efter 10 års borgerligt regime.

Den socialdemokratiske top har været under et stigende pres nede fra. Panikken er begyndt at brede sig i de lokale partiafdelinger  med udsigten til et katastrofevalg ved kommunal- og regionsvalget næste efterår.

I et forsøg på at vende udviklingen og skabe samling i partiet har fire ledende socialdemokrater skrevet en kronik i Politiken, hvor de beskriver hovedelementerne i, hvad de kalder Socialdemokraternes projekt. 

Bemærkelsesværdigt nok står der ikke et ord om EU i kronikken, selv om den i bund og grund handler om hvordan Danmark tilpasser sig krisen og de rammer som EU har vedtaget, med aktiv støtte fra Socialdemokraterne og de øvrige regeringspartier.

Når man skærer til benet er kronikken en hyldes til kapitalismen og den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I kronikken advares direkte mod at forbedre leve og arbejdsforholdene på bekostning af "markedet og den fri handel ..(..) Socialdemokraternes projekt er ikke at eje eller forestå driften af dansk erhvervsliv." Men leder også forgæves efter et bud på en grøn og bæredygtig vægst og visioner om den kollektive trafik.

På nogle punkter er der en skarp retorik. Den grådige finanskapital får skylden for den nuværende dybe krise. Liberalismen og ikke mindst den tidligere borgerlige regering kritiseres skarpt. Men så er det ligesom gassen går af ballonen.

"Den mest interessante opgave er faktisk ikke at pålægge de financielle transaktioner en skat, men at egulere, hvordan de finansielle markeder er konstrueret og finansieret. Gennem dansk og EU-lovgivning og globale aftaler må og skal der gøres en maksimal indsats", hedder det i oplægget. Sådan argumenterer de fire socialdemokrater i virkeligheden for hvorfor Danmark ikke indfører en Tobinskat, vel vidende, at der i virkelighedens verden  ingen udsigter er til hverken en EU-aftale eller en global aftale om øget regulering af kapitalen.  Det er varm luft.

Opgør med reformismen

Kronikken afspejler, at Socialdemokraterne er i gang med et grundlæggende opgør med partiets traditionelle reformistiske linie. Under indtryk af den dybe krise skæres guleroden væk, så der kun er pisken tilbage. 

I kronikken formuleres det rimeligt åbent. Efter ti år med VKO’s ulighedsskabende politik konstaterer de fire socialdemokrater, at«i 2012 er vores historiske hovedforpligtelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig.«  
Kerneproblemet er, at Socialdemokraterne grundlæggende forsvarer den nyliberale politik, som anbefales af EU og som partiet har bundet sig til med finanspagten. Derfor varsler Socialdemokraterne et opgør med de almene velfærdsydelser, hvad der vil skabe øget ulighed i samfundet.

Kerneproblemet er, at Socialdemokraterne grundlæggende forsvarer den nyliberale politik, som anbefales af EU og som partiet har bundet sig til med finanspagten. Derfor varsler Socialdemokraterne et opgør med de almene velfærdsydelser, hvad der vil skabe øget ulighed i samfundet.  

Kronikken taler om at skabe en stærkere stat, men der gives ikke et løfte om en forbedret kollektiv velfærd eller en styrket offfentlig sektor. Tværtimod varsles »reformer hvor tidligere tiders privilegier bliver udfordret og forandret«. Det fremgår tydeligt af sammenhængen, at de fire top-socialdemokrater ikke lægger op til, at de økonomisk bedst stillede skal bære større byrder.  De "privillegier" der henvises til, er de kollektive velfærdsydelser, som Socialdemokraterne allerede er i fuld gang med at beskære, gennem aftaler med de borgerlige partier.

Socialdemokraternes EU-politik har gennem årene skæret skive for skive af det nationale demokrati. Senest har Finanspagten betydet at finanspolitikken er blevet deponeret i Bruxelles.  Derfor er det meget uklart hvad der er for en "stærkere stat", som Socialdemokraterne ønsker, hvis den ikke er rodfæstet i demokrati og national selvbestemmelse. 

I kronikken leder man forgæves efter løfter om det nødvendige politiske kursskifte. Der er ikke engang en antydning af en politisk selvkritik i forhold til den periode hvor Socialdemokraterne har ledt den nuværende regering. 

Hvis toppen i Socialdemokratiet ikke har mere i posen, vil partiets nedtur fortsætte.