Stop så den udlicitering
Blogs
Stop så den udlicitering
Der er et stigende antal krak blandt virksomheder, som har overtaget velfærdsopgaver fra det offentlige. Det sætter fornyet spørgsmålstegn ved myten om, at udlicitering og markedsgørelse er bedre end en stærk offentlig sektor.
Det har i årevis været et mantra for EU-tilhængerne i det danske Folketing, at der skal lefles for det private erhvervsliv. Skatterne skal sænkes. Afgifterne skal lettes. Lønnen skal ned for at styrke konkurrenceevnen. I hele EU er udviklingen den samme. Storkapitalens interesser sætter dagsordenen. Markedets kræfterne tilbedes som en gud.
Folketinget lægger alt tilrette, også lovgivningsmæssigt, for at den offentlige sektor kan udliciteres, også på velfærdens kerneområder. Den offentlige sektor er blevet markedsgjort i en uhyggelig grad.
Tusinder af ældre er kommet i klemme. Kommunerne får mange ekstraudgifter og de ansatte bringes i stor usikkerhed.
Den offentlige sektor derimod italesættes som en byrde, der skal spares på. Hvor fyringer er nødvendige. Hvor omkostningerne er for store, og hvor alt i øvrigt bliver gjort dårligere, end hvis opgaverne blev varetaget af private aktører.
Private virksomheder bekymrer sig kun om en ting: Profit. Hvis ikke der kan tjenes profit, har ældrepleje, børnepasning og andre samfundsmæssigt vigtige og nødvendige funktioner ingen interesse. Kapitalen er ikke drevet af at sikre kvalitet i den omsorg, der leveres.
Et aktuelt eksempel er virksomheden Cura-pleje, som vred og vendte sig for at undgå at underskrive overenskomst med FOA. Striden strakte sig over meget lang tid. Kommunerne, som havde aftaler med Cura-pleje, fik ikke af egen drift bragt tingene på plads. Først da de blev stillet over for et konfliktvarsel fra FOA, blev ejerne tvunget til at bøje sig.
Igennem årene har et stort antal store og små virksomheder overtaget velfærdsopgaver på grund af EU-partiernes store og vedholdende ønske om at udlicitere, blandt andet gennem den såkaldte fritvalgsordning. I mange kommuner er udlicitering blevet brugt som en kilde til besparelser, som både har forringet de ansattes løn og arbejdsforhold, og som en genvej til at skære i den hjælp, der ydes til borgerne.
Der har efterhånden været mange krak blandt virksomheder, der har overtaget velfærdsydelser fra det offentlige. I den sidste periode blandt andet i Esbjerg, Kolding og Odense. Sådan er det, når markedskræfterne har frit spil.
I sidste uge var det en af de helt store virksomheder, Kærkommen, som begærede rekonstruktion ved skifteretten og formodentligt lukker og slukker. Kærkommen har opgaver i 10 kommuner. Tusinder af ældre er kommet i klemme. Kommunerne får store ekstraudgifter og de ansatte bringes i stor usikkerhed.
Konklusionen er åbenlys, selv om EU-partierne indædt afviser at skifte kurs. Velfærdsydelser løses bedst af den offentlige sektor, ikke af profithungrende virksomheder.