Der skal være folketingsvalg inden for et år. I kølvandet af OK18, forsøger regeringen at italesætte årets økonomiaftaler som et velfærdsløft.

Aftalerne med regioner og kommuner vil betyde en ny nedskæringsrunde

Finansminister Kristian Jensen påstår, at kommuneaftalen sikrer "et markant løft af den kommunale kernevelfærd". Men det er forsøg på vælgerbedrag. Der er reelt tale om en utilstrækkelig økonomisk ramme, som vil betyde en ny nedskæringsrunde i både kommuner og regioner.

Der bliver både flere ældre og flere børn i Danmark. Det betyder, at de offentlige budgetter burde vokse tilsvarende, for at fastholde det nuværende serviceniveau. Igennem de seneste syv år har væksten i det offentlige forbrug slet ikke fulgt med befolkningsudviklingen og den almindelige velfærdsudvikling i samfundet. Det ville kræve, at de offentlige budgetter hvert år forøges med 1,1 procent. 

Regeringen har over flere omgange reduceret væksten, som nu forventes at blive sølle 0,3 procent. Inden for denne utilstrækkelige ramme vil man også finansiere Danmarks markant stigende udgifter til oprustning og krige.

Mangler milliarder

Ifølge tal fra AE-rådet burde kommuner og regioner i de sidste syv år have fået 15.500.000.000 kroner mere, end de rent faktisk har fået. En undersøgelse, som FTF netop har lavet, bekræfter da også, at flertallet af landets kommunaldirektører er opmærksomme på dette. 

Alt imens regeringen holder tilbage med udgifterne med velfærd, afsætter kommuneaftalen 250 millioner til kommunale skattelettelser. 

Økonomiaftalen for regionerne afskaffer det forhadte to procents effektiviseringsbidrag, men det afløses af nye former for krav om besparelser og effektiviseringer.

Aftalen indebærer, at der skal spares på udgifterne til kronisk syge, og at flere behandlinger skal flyttes fra hospitalerne til patienternes eget hjem eller til den praktiserende læge. Samtidigt er det aftalt, at nye områder skal privatiseres eller udliciteres.

Dramatisk udhuling

Økonomiaftalerne mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og regionerne, har i løbet af få år betydet dramatiske forandringer af hele den offentlige sektor.

Den ene nedskæring har fulgt den anden. OK18 afdækkede blandt andet, at et nødberedskab under en mulig konflikt på mange af landets hospitalsafdelinger ville være større, end den daglige faste bemanding. Det bliver der ikke ændret på med de nye økonomiaftaler. Tværtimod.

Når man skærer til benet, har alle økonomiaftalerne indeholdt sparekrav, effektiviseringskrav, serviceforringelser og mere af samme skuffe. 40.000 stillinger i kommunerne er nedlagt. Arbejdsmiljøet i den offentlige sektor har aldrig været værre. Prisen for skattelettelser til de bedst økonomisk stillede har været endog meget høj.

OK18 viste, at der er bred folkelig støtte til kampen for den kollektive velfærd. Sammenholdet og styrkelse af kampfællesskabet mellem de offentligt og privat ansatte og velfærdens brugere er den eneste vej frem.